Store middage, dyre guldure, rejser til topchefens kone og smykkegavekort på over 300.000 svenske kroner er blot eksempler på, hvad ansatte i den svenske del af Arla har købt på firmaets regning.

Det skriver dr.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I samarbejde mellem Danmarks Radio og SVT har journalisterne fået aktindsigt i de ansattes brug af mælkegigantens midler.

Det store overforbrug sker i en periode, hvor andelshaverne er pressede på prisen af mælk.

- Vi står og mangler 50 til 60 øre mindst pr. liter bare for at få bundlinjen til at gå i nul. Derfor er det ikke rart, når der dukker sådan nogle sager op. Så tænker man, hvad tænker de ansatte på? Tænker de overhovedet på os?, siger Kjartan Poulsen, som er andelshaver i Arla og mælkebonde til DR Nyheder.

Uacceptabelt forbrug

Selvom pengene er brugt i toppen af den svenske del af Arla, er det både danske og svenske andelshavere der har betalt for overforbruget. Og det er uacceptabelt ifølge kommunikationsdirektør for Arla, Gunnar Gidefeldt.

- Jeg forstår ham godt. Det er klart, at det ikke er okay, at det er forekommet. Men det er præcis derfor, vi har gennemført den her undersøgelse, siger han til DR Nyheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter Arla blev bekendt med overforbruget, har de lavet en række ændringer i selskabet, så overforbruget ikke forekommer igen. Ifølge Arla har det betydet en besparelse på 10 millioner kroner.

Du kan se mere i det svenske tv-program "Uppdrag granskning" på SVT1 og SVT Play klokken 20.00 i aften.