Grindsted Landbrugsskole inviterer til Åbent Hus og Uddannelsesmesse lørdag den 16. januar, for at vise hvor bred en uddannelse man kan få på en landbrugsskole.

Ifølge forstander på Grindsted Landbrugsskole Kurt Østergaard florerer der desværre en myte om, at hvis man vælger at tage en landbrugsuddannelse, så sætter man sig bogstavelig talt sig selv i bås, som én der skal gå i en stald altid eller sidde på en traktor dag og nat.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi kan se på en meget stor del af vores tidligere elever, at de i dag er ansat i en række forskellige spændende jobs inden for landbrugssektoren. Mange er blevet konsulenter, enten inden for landbrugsrådgivningen eller hos foderstoffirmaerne, eller også som sælgere i store virksomheder, som avlsfirmaer og energiselskaber, forklarer Kurt Østergaard. For at vise de besøgende til Åbent Hus arrangementet, hvor mange døre en landbrugsuddannelse kan åbne, vil der være en jobmesse, hvor forskellige jobtyper præsenteres.

Fra landbrugsskole til universitet

Med den forholdsvis nye uddannelse, EUX Landbrug, der er en sammensmeltning af gymnasiet og landbrugsskolen, er endnu et skridt taget i mod at fremme mulighederne for de unge.

- Vi har i de seneste år oplevet, at de unge prioriterer uddannelse ud fra, hvad der åbner muligheder for dem, frem for et bestemt fag, som de så skal bindes til resten af livet. Derfor er EUX Landbrug en kæmpe succes og passer lige ind i tidsånden. De unge, som elsker landbrug, men er bange for at blive bundet i faget, hvis de fortryder senere hen, ja, de står altså med både eksamensbeviset som Landmand fra landbrugsskolen, og en studentereksamen i hånden, som giver adgang til de videregående uddannelser, fortæller Kurt Østergaard.