Selvom det danske landbrug er plaget af lave afregningspriser, er der dog et enkelt sted, hvor der er positive takter. Prisen på landbrugsejendomme er nemlig steget i 2015, det skriver Finans.dk.

Prisstigningen på landbrugsbedrifter fra første til tredje kvartal af 2015 var på 7,2 procent, og nu ligger prisniveauet 14 procent over bundniveauet i 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De priser, landbrugsejendomme handles til nu, er rimelige i forhold til det afkast, som driften af jorden kan generere. Der er endnu ikke tegn på, at en ny prisboble er under udvikling, siger cheføkonom Jens Schjerning, Agrocura, til Finans.dk.

Ifølge Finans.dk har prisen på landbrugsbedrifter været forholdsvis stabil siden 2012, men som nævnt viste 2015 altså en stigning på 7,2 procent.

- Markedet og priserne har være stabile gennem hele 2015. Køberne er stadig tilbageholdne og forsigtige, hvilket er forståeligt, da de lave priser på mælk og svinekød gør det svært at få driften til at give overskud. Omvendt ser vi, at ejendommene faktisk bliver solgt, hvis de udbydes til en skarp pris. Jeg er ved at handle en kvægejendom, som nu kommer i udbud, fordi tre købere har budt den pris, ejendommen er sat til salg for, siger landbrugsmægler H. C. Hansen, der er formand for landbrugsudvalget i Dansk Ejendomsmæglerforening, til Finans.dk.