Dansk landbrug har - trods krisesnak - et godt udgangspunkt for at skabe vækst og arbejdspladser, lyder det fra Heden & Fjorden. Erhvervet har tradition for effektiv produktion og fødevarer af høj kvalitet. De omkring 144.000 arbejdspladser skaber samtidig en årlig eksport på 148 milliarder kroner.

På en konference på rådgivningscentret Heden & Fjorden i Birk ved Herning den 5. januar udfordres både den politiske og finansielle verden på at komme med løsninger, der kan være med til at forløse landbrugets store potentiale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her vil de interesserede givetvist lytte intenst til, hvilke udmeldinger blandt andre, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen vil komme med i forlængelse af regeringens nyligt fremlagte fødevare- og landbrugspakke.

Der er nemlig store muligheder for øget afsætning på det globale marked for fødevarer og fødevareteknologi. En udvikling, der i høj grad er drevet af økonomisk vækst og en stadigt større verdensbefolkning.

Og selv om danske landmænd er blandt de mest effektive i verden, er landbruget og fødevaresektoren udfordret på flere planer. Ud over de miljø- og produktionsmæssige udfordringer møder landbruget udfordringerne med at finansiere investeringer i udvikling og generationsskifter.

Det er med til at hæmme den dynamik, som ellers gennem mange kriser har gjort landbruget selvregulerende. Dygtigere, yngre og større brug har været overalt, for de gamle der faldt. Dynamikken har givet en sund udvikling af erhvervet, lyder det fra Heden & Fjorden.

I dag er dansk landbrug dog ramt af flere faktorer, der samlet set er en trussel for både erhvervet og for samfundet som sådan, hvis der ikke gribes ind fra politisk hold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med en samlet gæld på omkring 360 milliarder kroner er landbrugets krise også samfundets krise, lyder det fra Heden & Fjorden. Ikke alene kan store tab trækkes banker med ned. Også mange af de omkring 140.000 arbejdspladser, som fødevareklyngen generer, kan rammes.

Og det er gode grunde til at gøre, for en meget stor del af dansk landbrug drives godt og sundt på den primære drift.

- Var det ikke for en meget vanskelig finansierings-og gældssituation ville størstedelen af landbrugene vise fornuftige positive resultater, siger cheføkonom Morten Dahl Thomsen, Heden & Fjorden.

Over sidste salgsdato

Landbrugets udfordringer er ifølge Morten Dahl Thomsen et manglende generationsskifte, finansieringsproblemer, stor gæld skabt under højkonjunkturen og pt lave afregningspriser.

Gennemsnitsalderen blandt gårdejerne er i dag 64 år. Ikke så få driver fortsat deres brug, selv om de har passeret den normale udløbsdato - og har holdt deres egen 90 års fødselsdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig er der en generation af landmænd i alderen 30-45 år, der startede, mens jorden var dyr og fødevarepriserne høje - og som i dag er presset helt i bund af lave afregningspriser, Ruslands fødevare-boykot og jord, der er faldet hurtigere i værdi end en brugt PC.

Indtjeningen er dermed faldet til et niveau, hvor det stort set kun er den lave rente, der holder brugene i live.

- Vi har en generation af landmænd mellem 30-45, der risikerer at lukke på grund af høj gæld og rentedøden, hvis renten stiger, siger Morten Dahl Thomsen. En generation af landmænd vi ikke kan undvære i fremtidens landbrug med vækst i produktion.

Solvens

Vel 20-25 procent af de 11.000 aktive landbrug er insolvente og mange direkte konkurstruede, lydet det fra Heden & Fjorden.

Før finanskrisen havde den bedst stillede tredjedel af landmændene en solvensgrad på 30 procent eller derover. Solvensen baserede sig blandt andet på høje hektarpriser. Da priserne faldt fra omkring 230.000 kroner pr. hektar til omkring 140.000, faldt også solvensgraden og dermed landmændenes mulighederfor at belåne deres ejendomme. Omkring hver sjette landbrug - cirka 1600 er direkte konkurstruede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er fiølge Heden & Fjorden en af de væsentligste grunde til, at de veldrevne brug ikke har de finansieringsmæssige muligheder for at overtage de nødlidende ejendomme.

- De manglende muligheder for finansiering betyder, at vi for øjeblikket er inde i en de facto afvikling af en del af dansk landbrug, siger Morten Dahl Thomsen og fortsætter:

- Der bliver ganske enkelt ikke investeret tilstrækkeligt, hvorfor bygninger og maskiner nedslides, så vi er på vej mod langt ringere produktionsvilkår. Det rammer både produktivitet og udviklingsmuligheder.

Ligger som de har redt

Han anerkender, at en stor del af landmændene er selvforskyldte i deres økonomiske situation, som de har bragt sig i ved uheldige økonomiske dispositioner.

De blev dog hjulpet godt på vej af vækstfikserede og risikovillige banker i perioden indtil 2008. I dag, hvor regningerne skal betales, melder problemerne sig, og landmændene har store problemer med at finde finansiering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bankerne vil i mange tilfælde hellere lukke engagementer end yde yderligere kreditter, hvis de i forvejen har afskrevet de nødlidende lån, siger Morten Dahl Thomsen. Det betyder, at de landmænd, som har hårdest brug for yderligere lån i mange tilfælde får et nej.

Han mener dog, at det er en kortsigtet politik, for bankerne risikerer, at flere konkurser og frasalg af ejendomme til lave priser vil være med til at sænke det generelle prisniveau på ejendomme, hvilket så igen bringer yderligere landmænd i solvens-problemer.

Spiralen skal stoppes

Morten Dahl Thomsen påpeger det vigtige i, at den negative spiral stoppes.

Erhvervet, politikkerne, den finansielle sektor og Finanstilsynet bør sammen finde løsninger og se på, hvilke finansielle redskaber, der kan bruges, siger Morten Dahl Thomsen, som sammenligner alvoren i landbrugets situation med den kollaps, der truede banksektoren i finanskrisens første år.

Der skal findes en løsning på at få finansiering og vækst i fremtiden til at lykkes, og derfor er det nødvendigt at forholde sig til den høje gæld, der er i forvejen. Ellers bliver det svært at få dynamikken i landbruget tilbage på et sundt spor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alt andet bliver for dyrt for samfundet, siger Morten Dahl Thomsen.

Regeringen har selv beregnet, at det er muligt at øge eksporten med op mod 50 milliarder kroner og skabe op mod 25.000 arbejdspladser i løbet af fem år. Regeringens nye plan, som der er indgået politisk forlig om, løser en del af de driftsmæssige og forbedre indtjeningen i landbruget, men der er også brug for at se på finansiering og gældsproblematikken. Herved kan vi få bankernes modvilje mod at finansiere den nødvendige udvikling af dansk landbrug tilbage på ret spor, siger Morten Dahl Thomsen.