I den nye landbrugspakke fra regeringen er der lagt op til, at landbruget i Danmark må bruge mere gødning, og det har vakt begejstring i erhvervet.

Advokat Hans Sønderby Christensen, der fører gødningssagen mod staten for Bæredygtigt Landbrug, mener dog, at den nye landbrugspakke også må få betydning for de godt 250 landmænd, der er anklaget i straffesager om overgødskning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I §3 i Straffeloven står der, at noget skal være kriminelt på både gernings- og domsafsigelsestidspunktet, ellers kan der ikke domsfælles. Derfor skal de 250 sager efter min vurdering bortfalde. Alt andet vil være uanstændigt, siger Hans Sønderby Christensen til Maskinbladet.

Selvom der er kort tid til jul, mener advokaten, at det kun kan gå for langsomt med at bordfalde sagerne.

- Det er uanstændigt, at det ikke kan blive ordentlig jul i de 250 hjem. Med den nye pakke opfordrer man landmændene til at skabe vækst og arbejdspladser ved at gødske mere, og så kan det jo ikke passe, at man i 250 familier ikke kan fejre jul med ro i sindet, fordi de har gjort netop det. Derfor er det vigtigste, at de 250 sager bortfalder inden jul. Det vil være noget, der virkelig kan mærkes, siger han.