Optager på bælter eller optager på hjul? Hvad er mest skånsomme mod roemarken?

Bo Lærkesen fra Lærkesminde råder både over en bælte- og hjulmaskine. Begge med en stor trykflade og begge maskiner er fra den tyske producent Grimme. Det drejer sig om den bæltedrevne Grimme Maxtron med en egenvægt på 29,5 ton i tom tilstand, og den tre akslet hjulmaskine Rexor 630 med en egenvægt på 31 ton i tom tilstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kører jeg med bæltemaskinen, Maxtron, risikerer jeg, at jeg på marker med lange træk, ofte at skal ud af rækkerne for at læsse af, hvis der ikke kører en vogn ved siden, mens den seks hjulede Rexor ofte kan nå til enden, forklarer Bo Lærkesen.

Han påpeger, at hvis man kan undgå en traktor med vogn i marken, så spares der ikke kun en mand, men også en ekstra overkørsel, og kan roerne læsses direkte på lastbil eller traktor, som kører til fabrikken, så spares der en overlæsning.

- Det kan hurtigt gå ud over roekvaliteten, hvis roerne læsses rundt for mange gange, siger Bo Lærkesen, som dog læsserne roerne i kule, hvis de ikke er tilstrækkelig tørre. Herfra læsses roerne med bedriftens selvkørende Ropa Maus rense-læssemaskine.

Skal ikke altid fyldes op

Bo Lærkesen har en stor fleksibilitet med begge maskiner i maskinparken, da den mindre Maxtron er førstevalget til de mindre marker, hvor den let kan klarer en omgang og læsse af i enten kule eller direkte på lastbil eller traktor og vogn.

Den store Rexor vælges på de store marker, hvor den langt de fleste steder kan nå en hel omgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er klart, at det ikke kan lade sig gøre alle steder, men omvendt, så sender jeg også ofte maskinen ud på marker, hvor den let kan have halvanden omgang i tanken, men jeg ser på optageren som på en marksprøjte - tanken behøver ikke fyldes helt, og så er det bedre at skåne marken og læsse af ofte.

Bo Lærkesen læsser mange af roerne direkte i lastbiler og traktorer med vogne når de er tørre nok, og her er den store tankkapacitet rar at have.

- Tanken ligger også væsentligt højere på Rexor end på Maxtron, og det betyder, at aflæsningen til lastbiler ofte foregår mere vandret, og dermed er aflæssetiden også hurtigere.

Markus Pratelli fra Grimme Skandinavien fremhæver også marktrykket på Rexor sammenlignet med Maxtron:

- Faktisk er trykoverfladen større på en Rexor sammenlignet med Maxtron. Hele 15 procent større areal, da de seks dæk på Rexor har en stor dimension. Og det er værd at tage med i overvejelserne forud for køb af optager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rouletter

Foruden undervognen, så er der også en stor forskel på rensesystemerne på de to optagere.

- Det kan godt være svært at sammenligne, men Maxtron er ofte bedre i mere tung og våd jord, hvor den lettere renser jorden fra roerne på de 13 valser op igennem maskinen, fortæller Bo Lærkesen.

- Omvendt er kapaciteten højere på Rexor, som renser med tre rouletter, men her skal man være opmærksom på omdrejningerne på rouletterne, da denne rensemetode godt kan være mere hård over for roekvaliteten.

- Jeg har mulighed for at sætte den forreste roulettehastighed ned i forhold til de øvrige to, og det hjælper en del på kvaliteten, fortæller Bo Lærkesen.

Generelt er han godt tilfreds med begge systemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Billigere med Rexor

Forskellen på de to maskiner, er foruden vægten også vedligeholdsesomkostningerne:

- Der er mange flere ruller og lejer på Maxtron end på Rexor, og alt andet end lige, så bliver det en anelse dyre i vedligeholdsesomkostninger. Dog er jeg også overbevist om, at man med Maxtron har en roeoptager i mange år, da den er meget solidt opbygget med en særdeles kraftig undervogn, fortæller den lollandske gård- og maskinstationsejer.

Han fremhæver også bælteundervognen som er dyr i vedligeholdelse.

- Vi har nogle områder med mange flintesten i jorden, og det er bestemt en hård omgang for bælterne at køre på de arealer.

Bo Lærkesen er godt tilfreds med begge maskiner og fremhæver især kørekomforten som værende absolut i topklasse:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der har Grimme været med i mange år, og det er en fornøjelse i hverdagen, hvor det ofte er nogle meget lange dage i kampagnen, hvor man gerne skal sidde godt.