Stigende problemer med herbicidresistens koblet med et totalt fravær af plante med nye virkemåder betyder, at ukrudtsbekæmpelse skal nytænkes og afhængigheden af herbicider skal reduceres, det skriver Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet.

- Integrerede ukrudtsbekæmpelse, hvor kemisk bekæmpelse erstattes eller suppleres med andre metoder, er svaret på denne udfordring, påpeger professor Per Kudsk fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Plantekongres 2015 præsenterer han konklusioner fra forskningsprojektet "Integreret ukrudtsbekæmpelse i landbrugsafgrøder". Projektet var finansieret af Miljøstyrelsens Pesticidforskningsprogram og bestod af syv delprojekter, hvorfra Per Kudsk præsenterer konklusionerne.

- En øget andel af vårafgrøder, mere konkurrencedygtige vintersædsarter og -sorter, en øget udsædsmængde, sen såning i meget ukrudtsbefængte vintersædsmarker samt radrensning i rækkesåede afgrøder er de tiltag, som p.t. kan anbefales, siger Per Kudsk.

Undersøgelserne viste desuden, at der er gode muligheder for at udvikle værktøjer, som på baggrund af moniteringer i det tidlige forår kan vurdere behovet for en ukrudtsbekæmpelse i foråret i vintersæd. Effekten af mellem- og efterafgrøder på ukrudtet var minimal, ligesom det ikke er muligt at rådgive om den mest effektive stubbearbejdning imod græsukrudt med udgangspunkt i klimaforholdene i modningsperiode.

Det vil kræve et beslutningsstøttesystem til integreret ukrudtsbekæmpelse, der er fundamentalt forskelligt fra eksempelvis Planteværn Online, da det blandt andet skal kunne håndtere effekter af sædskiftet og andre kulturtekniske tiltag på ukrudtsfloraens sammensætning.

- Det ser ud til, at det australske RIM-beslutningsstøttesystem ville være et godt afsæt for et dansk beslutningsstøttesystem om integreret ukrudtsbekæmpelse i landbrugsafgrødesædskifter, siger Per Kudsk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet var et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Seges og Nordic Beet Research.