Økologisk Landsforening/Organic Denmark slår til februar kræfterne sammen med netværket Bio Aus Dänemark om et rekordstort eksportfremstød, der skal få den danske økologi-eksport til at stige yderligere.

Man vil kunne finde alt fra økologiske mejerivarer, æg, kød og mel til raw-bars, drikkevarer, marmelade og syltede rødbeder blandt de 46 virksomheder på den danske fællesstand, når verdens største øko-messe, BioFach i Nürnberg, løber af stablen fra d. 10. til 13. februar 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danmark er verdens førende økologi-nation, og det vækker stor international opmærksomhed. De danske virksomheder repræsenterer til sammen et meget bredt udvalg af innovative, økologiske produkter af høj kvalitet. Vi forventer mange besøg af indkøbere fra internationale dagligvarekæder og grossister og håber, at eksportfremstødet vil føre til endnu flere afgørende eksport-aftaler, siger markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, Helene Birk.

Økologi-andelen af det samlede fødevaresalg er 7,6 procent i Danmark, hvilket er højere end i noget andet land i verden.

12 debutanter på BioFach

- Tilslutningen til den danske øko-stand har været overvældende. Ud af de 46 virksomheder, der vil være repræsenteret på standen, deltager 12 virksomheder på BioFach for første gang. Der er tale om en langt større deltagelse end de foregående år. Det vidner om en meget eksportivrig sektor, som skaber vækst og jobs i Danmark, siger Helene Birk.

Hun bakkes op af eksportrådgiver Malene Aaris fra Bio Aus Dänemark, der ligeledes glæder sig over tilslutningen.

- Vi har mange års erfaring med at arrangere eksportfremstød med danske øko-virksomheder her på BioFach, og det er rigtig positivt, at der er en voksende interesse for at deltage. Den store danske fællesstand vil give dansk økologi større gennemslagskraft på messen, vurderer hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Syvdoblet eksport

Den danske øko-eksport er cirka syvdoblet på 10 år. Danske virksomheder solgte i alt øko-varer til udlandet for 1.721 millioner kroner i 2014, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til året før. Økologisk Landsforening forventer, at øko-eksporten minimum når tre milliarder i 2020.