Da E. Holms Maskinstation ved Vojens skulle have nye dæk til maskinstationens to Bredal K125 kalkspredere, var der tre måneders leveringstid på maskinstationen foretrukne dæk. Men Henrik Matthiesen, teknisk konsulent hos Nordisk Dæk Import, foreslog en alternativ løsning:

- Vi monterer Alliance 380 på sprederne, og er I ikke tilfredse med den løsning, skifter vi uden omkostninger til jeres foretrukne premium-mærke, lød det fra Henrik Matthiesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holder fast

- Nu har kalksprederne hver kørt godt 225 timer med Alliance dækkene. De har vist sig som et super alternativ, og vi har intet ønske om at udskifte dem. På flere fronter er de faktisk bedre end premium-dæk. Alliance 380'erne ruller bedre og fortsætter i marken, når andre dæk står stille, og Alliance dækkenes store selvrensningsevne gør, at de i sammenligning med andre dæk slæber meget mindre mængder jord med ud på landevejen, siger Kenneth Holm.

Han driver selvstændig virksomhed med reparation af og handel med maskiner men hjælper i højsæsonerne sin far, Edmund Holm. Maskinstationen har ingen faste medarbejdere men lejer folk ind, når der er højsæson for maskinstationens specialer som er udbringning af kalk og ammoniak. Edmund Holm grundlagde maskinstationen i 1976 og drev i mange år en forretning, der tilbød hele paletten af maskinstationsarbejde. Han er nu på vej mod pensionsalderen, og skar ned på virksomhedens aktiviteter i 2013. I dag koncentrerer han sig næsten udelukkende om udbringning af kalk og ammoniak i hele Syd- og Sønderjylland samt gummigeds-arbejde.

Godkendt mønsterslid

Maskinstationen har med sine fire Bredal kalkspredere og kalklager centralt placeret i Sønderjylland kapacitet til at sprede op mod en halv snes tusinde tons kalk årligt.

Kalksprederne kører cirka to tredjedele på landevejen og en tredjedel i marken, og efter godt 225 timers kørsel blev dæksliddet på de to Bredal K125 kalkspredere målt til tre til fire millimeter af den totale mønsterdybde på 26 millimeter på nye dæk.

- Det er godkendt, lyder det fra Kenneth Holm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når man, som vi, kører rigtig meget på asfalt, så er det afgørende, at dæksliddet ikke løber løbsk. Alliance dækkene har i øvrigt vist sig at være meget stabile på landevejen. Alliance 380 er med stålbælte og er derfor lidt mere stabilt ved landevejskørsel, siger Kenneth Holm.

Alliance 380, som er godkendt til en hastighed op til 70 kilometer i timen, kan anvendes på både trækkende og fritløbende aksler. Dækket er blandt andet kendt for at have en fremragende selvrensningsevne og høj bæreevne, og de afrundede skuldre minimerer skader på jord og afgrøder. Den høje bæreevne sammen med en stålforstærket karkasse giver færre punkteringer.