Dyrkningsjorden ligger til grund for over 90 procent af den globale fødevareproduktion, men verden over er der alvorlige trusler mod jordens dyrkningskvalitet. Forringelser af jorden nedsætter dens frugtbarhed og truer dermed fødevareforsyningen på længere sigt.

Årsagerne til den forringede jordkvalitet skal findes i for ensidige planteavlssædskifter, hvor der ofte fjernes en stor del af halmen og kun tilbageføres en ringe mængde organisk stof til jorden. Der er dog muligheder for at ændre dyrkningsmetoderne og dermed bevare eller øge frugtbarheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det europæiske forskningsprojekt SmartSOIL, som var koordineret af professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, har udviklet et beslutningsværktøj, der kan give støtte til at træffe de rigtige beslutninger.

Hjemmeside

Værktøjet er en hjemmeside, der hjælper rådgivere, landmænd og beslutningstagere med at identificere omkostningseffektive muligheder til at optimere udbytte og kulstof i jorden for forskellige typer af jord, klima og afgrødesystemer.

For at udvikle værktøjet undersøgte forskerne, hvordan ændringer i jordens kulstofindhold spiller sammen med jordfrugtbarheden, og hvordan det påvirker udbytter og indsatsbehov, især med kvælstofgødning.

Fem dyrkningsmetoder

Projektet har også identificeret fem dyrkningsmetoder, der kan øge jordens kulstofindhold. Metoderne forbedrer jordens frugtbarhed, øger produktiviteten og mindsker behovet for kvælstofgødning samt forbedrer i mange tilfælde økonomien.

- Sædskifte

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Øget nedmuldning af planterester (halm)

- Tilførsel af gødning eller kompost

- Mellem- og efterafgrøder

- Conservation agriculture, hvilket omfatter minimeret jordbearbejdning, tilbageførsel af planterester, permanent jorddække med især mellem- og efterafgrøder og tilpasning af sædskiftet.

Kulstof er afgørende

Det er afgørende at sikre, at jorden har et tilfredsstillende indhold af kulstof. Men hvad har kulstof at gøre med jordens frugtbarhed?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alt organisk materiale indeholder kulstof. Det gælder også jordens organiske stof, der bidrager til alle de væsentlige funktioner, som jorden har for afgrødernes vækst og produktion. Det handler om afgrødernes forsyning med vand og næringsstoffer (især kvælstof) samt om at sikre afgrødernes sundhed og ikke mindst en god etablering af afgrøderne, forklarer Jørgen E. Olesen.

Flere penge

Identificering og analyse af de fem metoder og den viden, der ligger til grund for værktøjskassen, er baseret på forskning udført i de forskellige lande under kontrollerede forsøgsforhold og afprøvning i praksis hos landmænd.

For Danmarks vedkommende er der inddraget resultater fra langtidsforsøg (op til 20 år) udført på AU's forsøgsstation i Askov samt erfaringer fra gårdejer Bjarne Hansen, Sjælland.

Bjarne Hansens erfaring er, at hans udgifter er reduceret med 36 procent, og hans dækningsbidrag er øget med 2688 kroner ved at indføre reduceret jordbearbejdning, samt øge brugen af efterafgrøder og nedmuldning af planterrester i sit sædskifte.

- Jeg bruger 1354 kroner færre pr. hektar end andre landmænd i mit område. Besparelsen i brændstofforbruget var meget tydeligt, da vi skulle bruge færre timer med maskinerne. Vi skulle også bruge mindre kvælstofgødning, fordi der var en bedre udnyttelse af næringsstofferne i markerne, siger Bjarne Hansen.