Med bælteundervogn og hydraulisk træk viser Hawe en spændende løsning til korn og gødningskørsel. En ekstra detalje er skifteladssystemet.

Maskinbladet, Agritechnica

Tyske Hawe, som er specialist inden for pendulvogne til korn, roer, kartofler med mere viser på Agritechnica en prototype på en sneglevogn med både bælteundervogn og hydraulisk træk på bælterne.

Hawe fortæller, at vognen som er udstillet på Agritechnica har kørt i marken i to dage under test, og det er faktisk det eneste test der er foretaget. Derfor vil Hawe ikke sige, hvornår vognen er endelig klar til salg.

Undervognen er fuldhydraulisk, hvilket betyder, at hydraulikdelen drives af traktorens PTO, og kapaciteten er 100 kilowatt på hjulmotorerne, hvilket svare til knap 136 hestekræfter. Undervognen er udvilket i samarbejde med Claas, og derfor er det Claas TerraTrac bælter med 29 tommer bredde som er monteret under vognen.

Chaufføren har fra kabinen mulighed for selv at skrue ned for hjultrækket, og kan dermed styre trækket fra 0 til 100 kilowatt trinløst.

Undervognen er godkendt til 40 kilometer kørsel på landevejen og en maksimal vægt på 33 ton.

Flere muligheder

Da undervognen er bygget op som et skifteladssystem, giver det en række muligheder for bælteundervognen. På Agritechnica står undervognen med Hawe ULW 30 kubikmeter kasse med opdelt rum, og snegl til fyldning af såmaskine, og da kassen er opdelt kan der både køres korn og gødning ud i marken på én gang.

Hawe fortæller, at med den fleksible undervogn er det muligt at benytte den samme undervogn om foråret til staldgødning eller kassen til fyldning af såmaskinen, i høsten til frakørsel af korn og igen om efteråret til frakørsel af roer.