MASKINBLADET, AGRITECHNICA.

Sammenlignet med traditionelle pressere har Krone Premos 5000 en ret beskeden kapacitet på cirka fem ton i timen. Til gengæld presser Krone Premos 5000 materialet i piller, der kan anvendes direkte som brændsel i stokerfyr eller som foder til dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pillerne presses med et tryk på 2.000 bar. Det høje tryk får temperaturen i materialet til at stige til cirka 80 grader celsius.

- Materialets naturlige vandindhold er i de fleste tilfælde tilstrækkelig til at binde pillerne sammen. Er materialet for tørt, kan der tilsættes enten lidt vand eller melasse til materialet, før det presses i piller, forklarer ingeniør Felix Kalverkamp, som har arbejdet på maskine i de sidste tre år.

Pillerne har en diameter på 16 millimeter og opsamles i en tank, der rummer ni kubikmeter eller godt fem ton.

Lettere at transportere

Piller af halm har en vægtfylde på 600-700 kg/kubikmeter, hvilket er tre til fire gange så meget som halm i baller.

- Det gør det let at transportere halmen, og da 2,5 kg. halmpiller har samme brændværdi som en liter fyringsolie, ser vi et stort potentiale i at anvende halmpiller som brændsel, siger Felix Kalverkamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Piller af halm og græs er også velegnet som foder og rodemateriale, og da materialet er varmebehandlet, er pillerne bakteriefrie.

Krone Premos 5000 kræver en traktor på omkring 300 hestekræfter, og for at øge udnyttelsen af maskinen, kan den monteres med et fødebord til bigballer, så maskinen også kan anvendes i vinterperioden.

Krone har i år kørt test med to maskiner og bygger nu en mindre forserie som skal sluttestes, før maskinen formodentlig kommer til salg i 2017.

Felix Kalverkamp vil ikke afvise, at der med tiden kommer en selvkørende udgave Krone Premos.