Såvel Søren Korsgaard som Flemming Thorsager, der begge er en del af Mølbros pløjeteam, blev danmarksmestre ved DM i pløjning i klasserne for henholdsvis vendeplove og standardplove.

Mølbro oplever derfor DM i pløjning på Kragerup Gods som intet mindre end en triumf for Mølbros pløjeteam.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Firmaet henviser til, at Søren Korsgaard fra Mejrup ved Holstebro satte sig sikkert på en samlet førsteplads i klassen for vendeplove med sin avancerede Mølbro-konkurrenceplov. Og Flemming Thorsager fra Give satte sig lige så sikkert på den samlede førsteplads inden for standardplove. Flemming Thorsagers konkurrenceplov er helt igennem udstyret med sliddele fra Mølbro, der er sponsor for den midtjyske pløjer.

De to danmarksmestre har med deres resultater kvalificeret sig til at forsvare de danske farver ved VM i pløjning i England til næste år.

For Søren Korsgaards vedkommende falder danmarksmesterskabet blot tre uger efter, at han opnåede en femteplads ved pløje-VM i Thy - efter at have pløjet sig til en bronzemedalje i grønjord ved den prestigefyldte pløjekonkurrence.

Videreudvikling

Med to så flotte resultater lige efter hinanden med den nyudviklede, avancerede Mølbro-konkurrenceplov, hvor alle funktioner betjenes elektrohydraulisk, er pløjesporten for alvor gået i blodet på plov-teamet hos firmaet, hedder det i en pressemeddelelse fra Mølbro A/S.

- Vi er yderst tilfredse. Med så overbevisende en debut inden for pløjesporten tegner der sig i den grad nogle lovende perspektiver for fremtiden, lyder det begejstret fra Per Møller, direktør hos Mølbro A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Søren Korsgaard gjorde det fantastisk flot med vores konkurrenceplov. Både han og vi har lært noget ved de to pløjekonkurrencer. Vi har fået kureret nogle såkaldte børnesygdomme ved ploven og kan nu lægge alle kræfter i at videreudvikle den frem til VM i pløjning til næste år, siger Per Møller.