- Jeg er rigtig godt tilfreds!

Sådan lød det fra Søren Korsgaard, da han tager telefonen dagen efter VM i pløjning, hvor han sidder i mejetærskeren og høster hestebønner hjemme på gården ved Holstebro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den beskedne vestjyde fik nemlig en bronzemedalje med sig hjem for sin præstation i grønjord i klassen for vendeplove med sin avancerede Mølbro konkurrenceplov, der var med i en pløjekonkurrence for første gang nogensinde. Den flotte præstation i grønjorden placerede Søren Korsgaard på en samlet femteplads i denne klasse.

Pænest pakkede furer

- Noget af det, jeg vandt min bronzemedalje på, var pakningen af furerne. Flere dommere sagde til mig, at jeg lavede de pænest pakkede furer af samtlige pløjere, siger Søren Korsgaard efter sit ottende pløje-VM.

- Det var bestemt en stor oplevelse at deltage i et pløje-VM på hjemmebane med mange interesserede danske tilskuere. Og så var det dejligt at få lov til at vise, hvad Mølbro konkurrenceploven kan præstere. Den har absolut potentiale til flotte resultater fremover, siger den erfarne konkurrencepløjer.

Hans næste konkurrence bliver DM i pløjning i slutningen af oktober på Kragerup Gods på Vestsjælland.

Tegner godt

- Vi er stolte over det fine resultat, Søren Korsgaaard opnåede med vores konkurrenceplov. Det tegner god for fremtiden, siger direktør Per Møller, Mølbro A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I øvrigt var vi godt tilfredse med at være repræsenteret med en stand ved det store pløje-arrangement. Der var en rigtig fin stemning, og vi fik en god, faglig snak med mange landmænd og maskinstationsfolk, både fra Danmark og udlandet, som kender vore sliddele fra deres dagligdag, fortæller Per Møller.