I forbindelse med lanceringen af tre nye Big X-modeller, Big X 530, 630 og 770, har Krone foruden at kunne byde på et bredere udvalg også lanceret flere tekniske nyskabelser i de selvkørende finsnittere.

En af de væsentlige nyheder handler om knivene på snittecylinderen som kaldes MaxFlow.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Knive under beslag

Knivene monteres nu under snittecylinderens knivbeslag i stedet for den traditionelle montering på oversiden af beslaget.

Det indebærer ifølge Krone flere fordele.

Blandt andet giver den nye montering dobbelt så meget plads til afgrøden, når snittecylinderen arbejder - og dermed betydeligt højere kapacitet.

Desuden betyder konstruktionen ifølge Krone et bedre flow, og at snittecylinderen arbejder mere lydsvagt ved lang snittelængde. Desuden betyder det øgede volumen, at afgrøden ikke komprimeres.

20 til 40 knive

Krone fremhæver også, at konstruktionen betyder, at afgrøden ikke kommer i kontakt med selve snittecylinderen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Snittecylinderen fås med henholdsvis 20, 28 og 36 knive til forskellige snittelængder i intervallet fra 3 millimeter til 3,1 centimeter. Og desuden fås en biogas-snittecylinder med 40 knive, der kan give snittelængder fra 2,5 til 15 millimeter.

Ved høst af eksempelvis majs til biogasproduktion er en kort snittelængde og meget stor kapacitet afgørende.

Nem tilpasning af knive

Endnu en nyskabelse er en konstruktion, som gør det muligt at tilpasse knivene præcist på snittecylinderen uden at have fingrene på knivene.

Systemet består af en excentrisk bolt, der igennem to huller i knivbeslaget muliggør hurtig og præcis justering af hver enkelt kniv i forhold til modskæret.

Ny cracker

Krones majs-cracker er som standard 250 millimeter i diameter og fås med 105, 123, 144 og 166 tænder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Crackeren med 105 tænder er ny og anbefales til snittelængder over to centimeter, fordi lang snittelængde kan vanskeliggøre knusning af majskernerne med de eksisterende crackere.

Ifølge Krone er længere snitlængde i majs et emne, som vinder frem inden for kvægbruget overalt i verden, og derfor ønsker Krone at være på forkant med udviklingen ved allerede nu at lancere en cracker, som passer til længere snitlængde.

Den nye cracker er allerede testet med gode resultater i USA.

Hurtigt skifte

Majs-crackeren og græskanalen er forbundet, så man hurtigt kan skifte mellem græs og majs og dermed opnår en fleksibel udnyttelse af finsnitteren.

Omstillingen foregår enkelt og hurtigt ved hjælp af en håndpumpe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Majs-crackeren kan desuden meget enkelt installeres og fjernes igen ved hjælp af to hydrauliske cylindre og en håndpumpe. Crackeren sænkes ned under finsnitteren, og der monteres tre medfølgende hjul på crackerens ramme, hvorefter crackeren kan køres sidelæns ud under maskinen, hvor bagenden samtidig er hævet, så der er god plads under maskinen.

Denne operation kan ifølge Krone klares på få minutter af en enkelt mand.

Systemet kaldes VariQuick og er standard på de nye modeller.

Langt udkast

Afgrødeudkastet kan justeres ved hjælp af en hængslet plade i afgrødeaccelleratoren, som styres af en lille motor, der betjenes fra kabinen.

Pladen kan skydes mere eller mindre ind foran afgrøden i accelleratoren og dermed ændre på afgrødens hastighed og kastelængde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Princippet svarer til at holde en finger delvist foran vandstrålen på en vandslange. Det giver en tyndere og skarpere stråle, som får mere fart, så den når længere ud.

Indstillingen afhænger blandt andet af snittelængden og hvor vognen befinder sig i forhold til finsnitteren.

Blandt andet skydes pladen mere ind foran afgrøden, når man åbner en mark og har vognen bag finsnitteren.

Systemet kaldes StreamControl, og ifølge Krone vil man normalt køre 95 procent af tiden med den almindelige indstilling, men hvis der opstår behov for at smide afgrøde langt ud eller i en vogn bag finsnitteren, kan StreamControl aktiveres.

Forlængerkit

I forbindelse med lanceringen af de nye modeller har Krone også lanceret et forlængerkit til tuden, som kan monteres med en quick-kobling og dermed forlænge tuden, så den matcher majsbordets bredde, så afgrøden lettere placeres præcist i vognene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forlængerkittene på henholdsvis 1,5 meter og 2,30 meter matcher henholdsvis 12- og 14-rækker majsborde og kan foldes for at reducere længden ved vejtransport.

Smal på vejen

For tiden tilbydes Krones finsnittere med 17 forskellige dækmonteringer, som alle holder maskinerne under tre meter i transportbredde af hensyn til sikkerheden ved vejtransport.

Desuden kan majsbordet foldes to eller tre gange afhængig af bredden og således også holde sig under de tre meter i transportbredde.

PowerSplit

En nyskabelse i BigX 580 og 630 er PowerSplit, som gør det muligt at tilpasse motorens effekt til de konkrete forhold enten manuelt eller automatisk.

Ifølge Krone vil man normalt køre i Eco-mode i eksempelvis græs, mens XPower-funktionen vælges i kraftige afgrøder som eksempelvis majs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

PowerSplit sikrer, at maskinen altid vælger det laveste effekt-behov og tilpasser trinløst.

En nyhed på de store modeller over 600 hestekræfter er en bremsefunktion, som nedbremser skærebordet på 10 sekunder fra fuld fart.