Sidste år præsenterede New Holland den nye CR rotormejetærske-serie med flere forbedringer - blandt andet en ny kabine. Denne kabine kommer nu på rystemejetærskerne CX-serien, som også får opdateret ledningsnettet, nye motorer, større korntank og mulighed for bæltemontering fra fabrikken i Belgien.

På Agritechnica får de nye CX-mejetærsker første officielle primære, men allerede i høsten 2015 har den nye topmodel i serien kørt demo i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye topmodel bliver CX 8.90, som med 490 hestekræfter, 12.500 liter korn i korntanken og med mulighed for op mod 12,5 meter bredt skærebord er flagskibet i den nye CX-serie, som omfatter seks modeller med både fem rystere i CX7-serien og seks rystere i CX8-serien.

De seks modeller er dermed en udvidelse af den tidligere serie, hvor den næststørste model i serien, CX 8.85, er en ny model med 449 hestekræfter og den samme store korntank på 12.500 liter, som CX 8.90 rummer.

Større effekt

Helt centralt er det i motorrummet, de største ændringer er sket, hvor de seneste emissionskrav nu overholdes med nye Fiat Powertrain Technologies (FPT) motorer med Hi-eSCR-teknologi.

Det betyder, at der ikke er genbrug af udstødningsgasserne (EGR-teknologi), men kun SCR-teknologi med tilsætning af AdBlue til udstødningsgassen. New Holland anslår, at AdBlue forbruget er steget til knap 10 procent af brændstofforbruget.

Foruden de nye motorer med ny teknologi til efterbehandling af udstødningsgasserne, så er de tre mindste modeller i CX-serien øget med syv hestekræfter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rummelig kabine

Den nye Harvest Suite-kabine er bygget over samme ramme som den tidligere, men glasarealet er vokset med syv procent til 6,3 kvadratmeter. Selve kabinens rumfang er på 3,7 kubikmeter, og New Holland opgiver selv lydniveauet til 73 dB(A), hvilket er på højde med traktorerne.

Højre armlæn er nyt med det nye fjedrepåvirket CommandGrip-joystick til styring af fremkørselshastigheden på maskinen, hæve- sænkning af skærebord, tilt af skærebord, vinge ind- og ud samt op og ned. Tømmesneglen styres også herfra, og det samme gør Curise-control, som kan indstilles på den nye mejetærsker.

Den store 10,5" IntelliView IV terminal i farver er monteret for enden af højrearmlæn, og er placeret på ruller, så den kan skydes til siden, og placeres der, hvor udsynet til skærebordet er bedst for chaufføren.

Der er mulighed for at få en ekstra 10,5 tommer skærm monteret i loftet af kabinen, som kan sættes op til kørsel med autostyring og kamera, hvor der er mulighed for op til seks kamera monteret rundt på mejetærskeren.

Desuden er kabinen udstyret med en lang række LED-arbejdslygter, som er integreret i det nye kabinetag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spreder passer til 40 fod

Ligesom kabinen, så har snitteren fra CR-serien også fundet vej til CX-serien, og dermed er Opti-Spread systemet nu også på CX-serien. Fra kabinen kan chaufføren indstille spredebilledet og stille hastigheden på spredetallerknerne. New Holland fortæller, at sprederen kan sørge for at fordele materialet i fuld skærebordsbredde, selv efter 40 fod.

Ligesom CX Evolution-serien, som kom på markedet sidste år, så er den nye CX-serie også udstyret med Opti-fan-teknikken.

Her indstiller chaufføren luftmængden på fladt terræn, og mejetærskeren regulerer automatisk mængden af luft, når mejetærskeren enten kører op eller ned ad bakke. Mejetærskeren øger luftmængden, når der køres ned ad bakke, så soldene ikke bliver overbelastede med materiale. Omvendt sørger systemet selv for at aftage luftmængden, når maskinen kører op ad bakke, så alt materiale ikke blæses ud over soldene. En lille gul boks under kabinens højre side fortæller mejetærskerens computer, hvor stor stigning eller fald, der er på terrænet.

OptiFan skulle gøre rensningen 20 procent mere effektiv ifølge New Holland.

Opti-Speed er også standard udstyr på maskinen, og her er det muligt at ændre på hastigheden på halmrysterne, som ikke længere følger motoromdrejningerne. I praksis vælger chaufføren mellem fire afgrøder: Hvede, majs, rapsfrø eller ris, og mejetærskeren finder herefter selv omdrejningerne på halmrysterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når mejetærskeren kører ned ad bakke, stiger omdrejningerne automatisk på halmrysterne for at sikre, at der er flow i materialet, og omvendt tager maskinen automatisk omdrejningerne af på halmrysterne, når maskinen kører op ad bakke, så materialet ikke passerer så hurtigt hen over rysterne.

Dette giver en kapacitetsforøgelse på 10 procent ifølge New Holland.

Stor tankkapacitet

Tankkapaciteten på topmodellen er øget med 1.000 liter til 12.500 liter, som tømmes på under to minutter, med den større aflæsningskapacitet, som er hævet med 14 procent til 125 liter i sekundet.

Den store korntank, kan også leveres på den nye model i serien, CX 8.85.

CX 7.90, 8.80, 8.85 og 8.90 kan leveres med fabriksmonteret gummibælter, som New Holland kalder for SmartTrax. Bælterne tillader transporthastighed op til 40 kilometer i timen, som dog er begrænset i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye serie kommer på marked til høsten 2016.