- Den beslutning kan jeg ikke rose nok. Sådan lyder det fra chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, Nikolaj Schulz. Han glæder sig over, at NaturErhvervstyrelsen har valgt at lytte til landmændenes behov for at få tidsfristen for såning af MFO-afgrøder udsat.

- NaturErhvervstyrelsen skal i den grad have ros for, at de har kæmpet for at få ændret MFO-tidsfristen. Det er helt fornuftigt at lave en generel fristforlængelse, og det er rigtig godt at se, at de rigide regler ikke står i vejen for fornuft, når det berører så mange landmænd, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pløjekrav også udsat

I praksis betyder forlængelsen af tidsfristen, at landmændene ikke behøver søge dispensation, som der i første omgang var lagt op til, men blot skal sørge for at få sået MFO-afgrøderne, inden den nye tidsfrist udløber den 3. september 2015. I samme ombæring har NaturErhvervstyrelsen valgt at udsætte pløjekravet en uge - det vil sige, at landmændene tidligst må begynde nedpløjning af MFO-afgrøderne den 27. oktober 2015.

Men landmændene skal ikke bekymre sig om udsættelsen af pløjekravet, heller ikke de landmænd, der allerede har sået MFO-afgrøder, fortæller faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen.

- Min vurdering er, at det ikke vil give problemer for landmændene at pløje en uge senere. De landmænd, der pløjer om efteråret, er typisk dem, der har tung lerjord, som man ikke vil forårspløje, og de kan sagtens leve med, at det er udsat en uge. Det vil jeg gerne stå fagligt på mål for.

Lydhør minister

Med udmeldingen fra NaturErhvervstyrelsen om den generelle dispensation står det klart, at Eva Kjer Hansen er en minister, der lytter til landbruget. Det mener faglig direktør, Jørgen Evald Jensen, der kun har roser til miljø- og fødevareministeren.

- Det er virkelig rart, at vi endelig har fået en minister, der lytter til argumenter fra det praktiske liv. For mig at se bevæger vi os ind i en ny æra, hvis det er den måde ministeren fremadrettet vil agere på, for det må siges at være en helt anden måde, end vi tidligere har oplevet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det samme indtryk har chefjurist Nikolaj Schulz:

- Det er rart at mærke, at det nytter noget, når vi kommer med input til at løse de udfordringer, landbruget står overfor. Ministeren skal have stor ros for at lytte til landmændenes behov, siger han.