Markedet for økologiske fødevarer har været i solid og konstant vækst gennem mere end 10 år - finanskrise til trods - og danskerne er det folkefærd i verden, som køber allermest økologi. I øjeblikket efterlyser danske butikskæder flere økologiske landmænd til at producere økomaden for at imødekomme den stigende efterspørgsel. Det har skabt stor interesse blandt konventionelle landmænd for at få vurderet mulighederne for gården ved eventuel økologisk drift.

Nu får 400 konventionelle landmænd og lodsejere i Odsherred Kommune mulighed for at få et indblik i gårdens potentiale ved omlægning til økologisk drift. Landmændene modtager i de kommende dage et brev og en opringning med tilbud om et gratis øko-omlægningstjek. Selve øko-tjekket består i et besøg af en økologikonsulent, som går bedriften igennem sammen med landmanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et øko-tjek er ganske uforpligtende og anonymt og kan give landmanden et bedre billede af økologisk landbrug, og af om han eller hun kan se sig selv og sin bedrift i det. Vi møder mange landmænd, hvor tanken om økologisk drift allerede har strejfet dem, og vi får ofte aflivet nogle myter om økologi og økologer, siger Mads Vinther, der er økologikonsulent og projektleder i Økologisk Landsforening.

Initiativet er en del af et projektsamarbejde mellem Økologisk Landsforening og Odsherred Kommune som et led i kommunen erhvervsstrategi.

Stor efterspørgsel

Det er i år 25 år siden, at Ø-mærket så dagens lys, og hver tredje liter mælk, hver fjerde æg og hver femte kg mel i danskernes indkøbskurv er i dag økologisk.

- Odsherreds beliggenhed, og at det er en kommune med mange turister og tilflyttere, giver mange afsætningsmuligheder for økologiske varer. Lige fra grøntsager, frugt og bær til økologisk kød. Markedet efterspørger flere økovarer, og landmænd i Odsherred har gode muligheder for at levere, siger Mads Vinther og tilføjer:

- Det kan nogle gange være et genstridigt puslespil at få landbrug til at passe sammen med andre samfundsinteresserer i natur og miljø. Brikkerne er ofte lettere at få på plads, når landbruget er økologisk, og derfor kan mulighederne for vækst og udvikling for bedriften i økologisk version være godt at få belyst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug.