I starten af juni fik Odder Maskinstation, der drives af Arne og Karen Margrethe Mathiesen, leveret en Krone BigPack HDP 1290 XC. Denne maskine blev leveret til blandt andet at presse græs og hø indtil høsten. Begejstring for presseren var så stor, at Arne og Karen Margrethe Mathiesen valgte at erhverve endnu en presse af samme model - den blev leveret i starten af august, og begge pressere arbejder lige nu på højtryk med årets høst.

Tunge baller

HDP står for "High Density Press". Sammenlignet med en mere almindelig presser har HDP-modellen fra Krone blandt andet en forlænget ballekanal, et enormt 600 kilo svinghjul, stærkere gear og drev, og på ballekanalen er der hele seks stempler til at presse på siderne af kanalen. Det betyder, at presseren kan presse baller med en ballevægt, der er forhøjet med cirka 25 procent. Målene på ballerne er 120 x 90 centimeter.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

De to pressere er udstyret med Krones nye High Speed pick-up, som sikrer et stor flow. Presserne er ligeledes med X-cut - en integreret snitter med 26 knive. Hele presseren er meget kraftigt opbygget - egenvægten på maskinen er 11.500 kilo.

På billedet og i videoen bliver der presset vinterbyghalm, der endnu ikke har fået vand. Den gennemsnitlige ballevægt ligger på cirka 633 kilo for en balle på 235 centimeter.

Vigtigt med ballevægt

Hos Odder Maskinstation afløser de to nye Krone-pressere to presser af et andet mærke, men i samme balle mål. Med de nye pressere er ballevægten cirka 100 kilo mere per balle end med de gamle pressere. Ballevægten er meget vigtig for Odder Maskinstation, da meget af den halm, der presses, leveres til varmeværker og som eksporthalm.

Chaufførerne, der samler ballerne sammen fortæller, at der indtil videre kun har været en enkelt balle med en sprunget snor, hvilket gør bjergningsarbejdet væsentligt lettere. De fortæller også at ballerne er mere kantede, og ikke runde i enderne som "normale" baller, og det betyder, at ballerne kan stå meget tætte sammen.

Vægt på service

Begge pressere er solgt af Yding Smedie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da den første maskine blev handlet blev der lagt stor vægt på service og, derfor faldt valget af leverandør på Yding Smedie, da de kan være hos os inden for en halv time, fortæller Arne Mathiesen. Indtil videre har der dog ikke været brug for at få servicevognen besøg.

Krone-presserne er de første Krone-maskiner i maskinparken hos Odder Maskinstation, men oplevelsen med de to pressere har været så god, at Arne og Karen Margrethe Mathiesen har investeret i to nye Krone ni-meter høvendere, som dog ikke er leveret endnu.

Stigende efterspørgsel

Morten Skjødt, der er sælger hos Yding Smedie, fortæller at han oplever en stigende efterspørgsel på 120 x 90 bigballe-pressere, og ikke mindst på de baller, de presser.

- I vinter var der blandt andet to hollandske halmopkøbere som henvendte sig til os, for at få af vide hvor vi havde solgt Krones HDP pressere, da de specifikt ønskede at købe halm fra disse pressere, fortæller Morten Skjødt.