Juridisk uholdbar adfærd og spildte skattekroner. Sådan beskriver administrerende direktør Bjarne Nigaard de kontroller, som NaturErhvervstyrelsen lige nu foretager hos landmænd landet over.

Den udmelding har fået NaturErhvervstyrelsen til at reagere. Styrelsen har i medierne forsøgt at forklare, hvorfor de fortsætter med at kontrollere for korrekt udlægning af randzoner, selv om loven er på vej til at blive afskaffet. Men forklaringen stemmer ikke overens med den, styrelsen giver, når de sender breve til Bæredygtigt Landbrugs medlemmer, fortæller Bjarne Nigaard.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- I korte træk går svaret ud på, at årsagen til, at NaturErhvervstyrelsen kontrollerer randzoner, er, at de skal se om landmændene opfylder EU-kravene til MFO. Her er randzonerne én af flere muligheder for at opfylde kravet. Styrelsen har bare det problem, at selv om MFO nævnes generelt til sidst, så er det ikke den begrundelse de selv skriver i de breve de sender til vores medlemmer, siger han.

Send dem hjem igen

Bjarne Nigaard har nu bedt NaturErhvervstyrelsen redegøre for deres kontroller. I mellemtiden opfordrer han til, at de landmænd, der bliver varslet randzonekontrol eller får uvarslet randzonekontrol, beder kontrollanterne om at køre hjem igen.

- Fortæl dem, at I mener en sådan kontrol er i strid med god forvaltningsskik, fordi der er tale om en kontrol uden mening. Der vil ikke kunne gives bøder eller anden straf på grund af de udmeldinger, der allerede er kommet om, at loven skrottes, samt ud fra præmisserne i dommen fra Holstebro, siger han og fortsætter:

- Nogen vil så spørge: Kan vi sende randzonekontrollen væk på den baggrund? Hvis man ikke har anmeldt randzoner som en del af sit MFO-areal, og dermed ikke har noget at 'bruge' randzoner til, så mener jeg sagtens, man kan tillade sig at spare vores fælles skattekroner og meddele kontrollen, at der ikke er noget sagligt formål med deres tilstedeværelse, og at de må køre igen. Som minimum kan man meddele, at man ikke vil anerkende kontrollen, som de må gennemføre under jeres protest. Men husk, at de kan have begrundelser for andre former for kontrol end randzoner, som de i stedet vil gennemføre, siger Bjarne Nigaard.

Til dem, der allerede har haft besøg af kontrollanterne, og som er blevet bedt om et skriftligt høringssvar om randzoner, foreslår Bjarne Nigaard at bruge følgende formulering:

Artiklen fortsætter efter annoncen

"I forlængelse af den stedfundne kontrol skal jeg meddele, at der efter min opfattelse ikke er en forpligtelse til at anlægge randzoner. Dette skyldes dels dommen i Holstebro herom fra maj 2015, og dels det faktum, at den ansvarlige minister allerede har meddelt, at randzoneloven trækkes tilbage. Jeg har således både juridisk belæg for og berettiget forventning om, at randzoner ikke skal anlægges. Jeg bestrider derfor, at der i relation til randzoner er sket en overtrædelse af gældende regler på min ejendom."