Fra den 1. maj overtog Stadil Maskinforretning de tomme lokaler i Ulfsborg, der tidligere har huset MVJ Maskiner.

Fremover bliver det lettere for Stadil Maskinforretning at overskue forretningens brugte maskiner.

De vil nemlig blive samlet under samme tag, efter at Stadil Maskinforretning har overtaget 5400 kvadratmeter under tag i Ulfborg, der tidligere har huset MVJ Maskiner.

- Vi kommer til at bruge lokalerne til at samle vores brugte maskiner under ét tag. Nu har vi lejet os ind hos tre landmænd, hvor vi opbevarer de brugte maskiner. Det bliver meget nemmere for os fremover, fordi vi kan fremvise alle de brugte maskiner samme sted, siger Børge Schmidt, der er direktør & medejer hos Stadil Maskinforretning.

Hvis man kender lidt til Stadil Maskinforretning, ved man, at lysegrøn er deres farve, og at Claas er deres mærke. Det bliver dog ikke tilfældet i de nye lokaler i Ulfborg.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi vil gerne beholde Claas-maskinerne i vores anden forretning. Lokalerne i Ulfborg vil blive brugt som lager og eventuelt showroom for vores brugte maskiner fra andre mærker, siger Børge Schmidt.

Det er endnu ikke besluttet, om lokalerne i Ulfborg bliver permanent bemandet, eller om der kun vil være åbent efter aftale. Alligevel forventer Børge Schmidt, at det nye tiltag bliver en succes.

- Det bliver i hvert fald lettere for os. Som det er nu, er det altid de maskiner, der er gemt længst væk, som vi skal finde. Det bliver nemmere, når alt er samlet ét sted, så jeg tror på, at vi får glæde af det, siger han.