CNH Agricultural Equipment må konstatere et stort omsætningsfald i andet kvartal 2015 i forhold til samme kvartal året før. Omsætningen blev 3,04 milliarder dollar mod 4,44 milliarder dollar året før, hvilket svarer til et fald på 31,1 procent - eller 23,7 procent, hvis der korrigeres for valutaudsving.

CNH forklarer den markante tilbagegang i omsætningen med et generelt fald i branchens salg af landbrugsmaskiner som følge af primærlandbrugets forhold sammenholdt med lagerreduktion i detailledet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I det nordamerikanske område konstaterede CNH et fald i salget af både større traktorer og mejetærskere på hele 31 procent, mens salgeet af helt små traktorer under 40 hestekræfter faktisk steg med fem procent. Og i segmentet mellem 40 og 140 hestekræfter steg traktorsalget med to procent.

I Europa, Mellemøsten og Afrika faldt CNH's traktormarked med syv procent og mejetærskermarkedet med ni procent.

Markedsandele

Ifølge CNH's kvartalsmeddelelse var udviklingen i koncernens markedsandele blandet i andet kvartal.

Markedsandelen for traktorer steg på alle markeder, særligt for de helt store traktorer på det nordamerikanske marked.

Til gengæld faldt CNH's markedsandel for de helt små traktorer under 40 hestekræfter i Nordamerika.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også markedsandelen for mejetærskere steg i alle verdensdele.

I årets første seks måneder under et har CNH ifølge kvartalsmeddelelsen generelt øget sin markedsandel inden for både traktorer og mejetærskere.

Bedre balance

I det seneste kvartal har CNH også reduceret produktionen af maskiner med 14 procent i en fortsat bestræbelse på at reducere lagerbeholdningerne i hele værdikæden for at skabe balance mellem efterspørgsel og produktion.

Siden andet kvartal 2014 har CNH og koncernens forhandlere tilsammen reduceret lagerbeholdningerne med en værdi, der svarer til cirka 700 millioner dollar, og det er en udvikling, som forventes at fortsætte i andet halvår 2015 i kraft af den reducerede produktion.

Positiv drift

Driftsresultatet i andet kvartal blev 263 millioner dollar mod 632 dollar i samme kvartal i 2014, og koncernen, som tæller mange andre brancher end landbrug, formåede samlet set både før og efter skat at tjene penge i andet kvartal. Koncernens nettoindtjening blev 122 millioner dollar - et fald til en tredjedel af niveauet i tilsvarende kvartal i 2014.