Miljø - og fødevareminister Eva Kjer Hansen mødes i dag med EU's miljøkommissær Karmenu Vella, for at tale om de høje krav til dansk landbrugs reduktion af ammoniakudledning og for at finde bedre balance mellem EU landenes reduktionsmål.

- Vi skal have fælles fodslag og ikke dansk enegang på området, siger viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Ministeren skal have stor ros for at tage diskussionen om de danske mål for ammoniakudledning op igen. Luftforurening er et fælles internationalt problem, og skal løses gennem fælles internationale løsninger og mål. Det nytter ikke noget, at vi i Danmark reducerer ammoniakudledningen med 24 procent, når de andre lande i EU i gennemsnits kun reducerer med 6 procent. To tredjedele af den luftforurening der er i Danmark stammer fra udlandet, så dansk enegang på området hjælper ikke noget, siger Lars Hvidtfeldt og fortsætter:

Reduceret med 41 procent

- Dansk landbrug har gennem mange år gjort en stor indsats for at reducere ammoniakudledningen og har fra 1990 til 2013 reduceret med 41 procent. For eksempel har Danmark den laveste ammoniakudledning pr. liter produceret mælk i EU. Her kan mange af de andre EU lande lære af Danmark. Hvis en række af de tiltag vi har gennemført her i landet, bliver gennemført i de andre EU lande, er vi allerede kommet meget langt.

Han henviser til, at man blandt andet ikke har bredspredt gylle i Danmark siden 2002, men i stedet har nedfældet gyllen. Det har sparet luftmiljøet for en stor ammoniakudledning, samtidig med plan-terne udnytter næringsstofferne i gyllen bedre. Det kunne andre EU lande med fordel også gøre til glæde for alle EU borgere.

Stor tilfredshed

Det var under den tidligere regering, at Danmark forpligtede sig til at mindske udledningen af ammoniak fra landbruget med hele 24 procent i 2020, men den forpligtigelse vil Eva Kjer Hansen nu forsøge at få justeret ned på niveau med de andre lande. Til Landbrug & Fødevares store tilfredshed.

- Der er behov for at genåbne diskussionen om, hvad de enkelte lande skal nedsætte med. Når landbruget i Polen for eksempel kun forpligter sig til at nedsætte deres ammoniakudledning med 2 procent, skriger det til himlen, at vi i dansk landbrug skal reducere med 24 procent. Specielt fordi vi i Danmark allerede har fortaget en række miljøforbedrende lufttiltag, som de ikke har i andre EU lande. Derfor er det så rigtig set af ministeren, at vi er nødt til at få ændret de danske mål, siger Lars Hvidtfeldt.