Hvor de fleste andre institutioner først åbner dørene for den nye agrarøkonom-uddannelse fra 2016, vil det første hold på den nye uddannelse begynde til august hos Agroskolen i Hammerum.

Det skyldes, at skolen har valgt at tyvstarte på uddannelsen, og det er der en helt særlig grund til:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den gamle tredelte uddannelse giver eleverne nogle fagdelinger, som ikke er optimale. Fagene er placeret på uddannelsen, så det passer bedst muligt med planlægningen - ikke så det giver mest mening for eleverne, siger Marianne Oksbjerre, der er direktør på Agroskolen i Hammerum.

Fremover bliver fagene placeret i en logisk og kontinuerlig rækkefølge, der giver bedre sammenhæng og højere fagligt niveau, mener Marianne Oksbjerre:

- Allerede fra eleven starter på Produktionsleder vil han/hun kunne mærke en betydelig bedre struktur samt et højere fagligt fokus for uddannelsen. Det kommer til udtryk i både eksamensformer, fagfordeling og nytænkende muligheder, siger hun.

Blandt de nye tiltag er nogle trainee-programmer, hvor eleven kan vælge at følge en rådgiver eller konsulent som en del af uddannelsen, derudover er der også nytænkende eksamensformer, der giver nye og mere relevante udfordringer samt muligheden for at tage en Akademiuddannelse i ledelse give helt nye muligheder.

- Vi tror på, at landbruget har behov for Agrarøkonomer, der har et endnu højere fagligt niveau, og som ikke er bange for at tænke ud af boksen. Det giver den nye Agrarøkonom mulighed for siger Birger Rasmussen, fag- og planlægningskoordinator for lederuddannelsen på Agroskolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Færre eksamener

Også fra elevernes synspunkt er fordelene helt klare: der er nemlig færre eksamener i sigte, til gengæld er niveauet for de enkelte eksamener højt og endnu mere fagligt relevant.

- På den nye Agrarøkonom vil eleven opleve at fagfordelingen er langt bedre, og eksamenerne fordelt bedre hen over året. Eleven vil opnå et fagligt niveau, der er højere end på den nuværende uddannelse, og de ekstra muligheder, som Agroskolen tilbyder er en ekstraordinær chance for eleven. Alt i alt bliver elevernes oplevelse meget anderledes, men bedre, siger Birger Rasmussen.

På Agroskolen er man ikke i tvivl om, at den nye Agrarøkonom er en forbedret udgave af lederuddannelserne. Det har de taget konsekvensen af, og derfor starter den nye uddannelse allerede den 31. august 2015.

- Vi mener ikke, at der er belæg for at vente med at køre den nye Agrarøkonom i stilling, når den allerede nu viser sig at have klare fordele for eleverne. Derfor har vi brugt foråret på at planlægge, og har nu en ny og forbedret lederuddannelse på paletten, siger Marianne Oksbjerre.