Danmarks nyeste Case IH forhandler slår i morgen dørene op til åbent hus og kunderne får mulighed for at hilse på ny sælger i forretningen.

Efter tre måneders virke er Danmarks nyeste Case IH forhandler, Maskincentrum, klar til at slå dørene op til virksomhedens første åbne hus i lokalerne på Smedegade 3 i Aulum i Midtjylland i morgen, fredag den 8. maj fra klokken 10 til 22.

- De første tre måneder er gået godt, og vi er kommet godt i gang både på værkstedet og i salgsafdelingen, fortæller den ene af de to indehavere Peter Nielsen.

Der er allerede leveret flere røde Case IH-traktorer, som de to ejer har stået for salget af. Men nu er der blevet ansat en sælger til at varetage Maskincentrums område.

Den nye Case IH-sælger er Claus Astrup, som er en i forvejen kendt mand i branchen. Sammen med repræsentanter fra blandt andet Case IH og sælgere fra forskellige leverandører, står han klar til at tage imod gamle og nye kunder på Smedegade 3 i Aulum på fredag.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Foruden vores salgsteam fra Maskincentrum, så vil Nordvestjysk Traktorservice, Salling Traktorservice og Sørensen & Lynggaard også være repræsenteret på fredag til åbent hus arrangementet, fortæller Peter Nielsen.

Han fortæller, at der blandt andet kan opleves Case IH traktorer, mejetærskere, teleskoplæssere og pressere, også vil der være en GPS-trailer med fremvisning af forskellige GPS-løsninger til både maskiner, traktorer og mejetærskere.

Maskincentrum

Efter Nic. Nielsens konkurs overtog Sørensen og Lynggaard A/S og Salling Traktorservice A/S og Nordvestjysk Traktorservice A/S forhandlerområdet, og i starten af februar præsenterede de to indehavere bag, Carsten Carøe Sørensen og Peter Nielsen, et nyt selskab, som er startet i de tidligere bygninger midt i Aulum.

- Navnet bliver Maskincentrum A/S, og vi har valgt navnet, da hjemstedet bliver i Aulum, der ligger i centrum af området, fortalte Carsten Carøe Sørensen og Peter Nielsen tidligere på året.

Både Peter Nielsens og Carsten Carøe Sørensens to Case IH forretninger fortsætter stadig uændret, og der er således ikke tale om en fusion mellem de to partner. Maskincentrum er hundred procent en selvstændig forretning, som har købt bygningerne, servicevogne samt værktøj i Aulum.