En ny, stor kantine, nye klasseværelser og opholdsrum til eleverne er nogle af de forbedringer, der står øverst på byggeplanen, når Jordbrugets UddannelsesCenter Århus 1. marts går i gang med en stor ombygning af skolelandbruget Bredballegård i Mårslet.

Derudover får både tropedyr, fugle og gårdens øvrige smådyr helt nye faciliteter, og endelig bliver Naturskolen, der blandt andet bliver brugt til brobygningsaktiviteter for folkeskoleelever, totalt renoveret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en mangeårig drøm, der går i opfyldelse, og vi glæder os helt vildt til at se tegningerne virkeliggjort, så vi kan tilbyde betydeligt bedre plads og lækre, nye faciliteter til det stigende antal elever, der vælger at tage deres landbrugsuddannelse her hos os, siger Claus Christensen, direktør for JU Århus.

Bredballegård huser årligt flere end 200 elever på landbrugsuddannelserne.

Jordnært

Forud for byggeriet har byggeriets projektgruppe, der blandt andet tæller en håndfuld af skolens undervisere, samlet inspiration til gårdens nye faciliteter hos andre virksomheder og institutioner, der arbejder med jordbrug.

Målet har været at finde gode elementer, der støtter op om skolens praksisnære undervisningsmetoder.

- Vi har haft et stort ønske om at ramme noget, der forener et moderne undervisningsmiljø med det naturlige og jordnære, som i sagens natur er kendetegnende for et lille landbrug som Bredballegård. Der skal være en tydelig sammenhæng, der giver lyst til læring. Og jeg synes, vi har fundet den absolut bedste løsning, siger Claus Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggeriet på Bredballegård forventes færdigt ved udgangen af 2015 og har et budget på 15 millioner kroner.