Mens vejret i Danmark er både gråt og blæsende, så er stormen på det europæiske marked for fersk svinekød løjet en smule af efter næsten en måned med prisfald.

- I den seneste uge er priserne fladet ud. Afsætningen til det britiske baconmarked er stabil, og vi opnår uforandrede priser på forender, bove og skinker. Markedet er dog langt fra stærkt, for vi ser fortsat en tendens til sivende priser på nakker og kamme, fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En vigtig forklaring på den umiddelbare stabilisering af markedet er, at der den seneste uge har været en bedre balance mellem slagteriernes efterspørgsel og udbuddet af levende dyr i specielt Tyskland.

Generelt er landene uden for Europa stadig lidt tilbageholdende. Interessen fra Japan og Kina er stabil, men de efterspurgte mængder er forholdsvis små. Til gengæld sker salget til uforandrede priser.

- Modvinden er ikke så hård, som den har været de seneste måneder, men vi ser desværre heller ikke de store tegn på et skifte til medvind og dermed stigende priser. Udfordringen er fortsat helt generelt at få løftet eksporten af svinekød ud af Europa, og det arbejder vi benhårdt på, siger Søren Tinggaard.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin er hermed 8,70 kroner pr. kg og 4,90 kroner pr. kg for søer.