Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har ifølge et svar til Venstres Jacob Jensen det udgangspunkt, at miljøproblemer i vandmiljøet skal løses ved, at der sættes ind overfor de enkelte kilder til forurening, således at de enkelte forurenere selv skal løse de miljøproblemer, de forårsager:

- Med vandplaner er der indsatser overfor renseanlæg, spildevandsoverløb, spildevandsudledninger i det åbne land, landbruget med videre. Men vi skal samtidig gøre det i et tempo, så der er proportionalitet mellem indsats og omkostninger, skriver hun til Jacob Jensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Løsning tager tid

Hun mener, at problemerne med vandkvaliteten i vandløb i vid udstrækning skyldes udledning af spildevand, mens udledningen af næringsstoffer fra landbrug ikke påvirker vandløbene i særlig høj grad.

- Problemet med vandkvaliteten i vandløb løses derfor hovedsageligt ved, at der stilles krav om at forbedre spildevandsrensningen de steder, hvor spildevandsudledninger er en væsentlig årsag til den forringede vandkvalitet. Det er en omfattende indsats, som derfor er fordelt over flere planperioder, lyder det fra ministeren.

Miljøproblemerne i fjorde og kystvande skyldes i vid udstrækning tilførsel af næringsstoffer. Landbruget er den væsentligste landbaserede kilde til tilførslen af kvælstof til kystvande, mens spildevandsudledningen i dag kun i mindre omfang er årsag til problemet, skriver ministeren videre.

Kvælstoftilførslen skal mindskes

Hun fastslår desuden, at den samlede kvælstofudledning fra separate regnvandsudledninger og overløb i 2012 var cirka 700 tons kvælstof - en til to procent af den samlede landbaserede tilførsel til kystvande.

- Problemet med tilførsel af næringsstoffer til kystvande løses derfor primært ved at reducere landbrugets tilførsel af kvælstof. Også denne indsats er omfattende og derfor fordelt over flere planperioder. Jeg vil gerne understrege, at det er vanskeligt at forholde sig til proportionaliteten overfor indsatsen i forhold til forskellige typer af forurening. Men overordnet mener jeg, at de indsatser, der fastsættes med vandplanerne, er proportionale både isoleret betragtet og i sammenligning, da der i begge tilfælde tages stilling til, hvilke krav det er rimeligt at stille til dem, der forårsager miljøproblemerne, slutter miljøminister Kirsten Brosbøl.