Robotter er overalt i landbruget, men indtager stadig fastlåste roller. I fremtiden vil de spille en rolle, der er mere frigjort fra at blive drevet frem af en traktor med kabine til en traktorfører. I stedet vil robotterne i højere grad være selvkørende. På den måde kan landmanden slippes løs fra at sidde i førerhuset og i stedet befinde sig et andet sted, hvorfra han kan styre flere robotter ad gangen - som en dirigent, der dirigerer flere instrumenter i et orkester.

- Vi forestiller os, at maskinoperatøren befinder sig fysisk, hvor den essentielle proces for markoperationen foregår. De førerløse maskiner behøver ikke at have en kabine og andre fordyrende enheder, da maskinerne integreres med redskabet eller som redskabsbærer. Operatøren kan overvåge flere maskiner i samspil med virtuelle operatører fra andre marker eller operationer. I eksempelvis roer, kartofler, gulerødder og andre afgrøder betyder det, at flere operationer i marken kan foretages på samme tidspunkt, men kun udført af en enkelt person, siger seniorforsker Rasmus Nyholm Jørgensen fra Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdet med at udvikle næste generation af markrobotter er allerede i fuld gang, og nogle robotter arbejder endda allerede i praksis. Der er robotter til ukrudtsbekæmpelse i udplantede afgrøder i frilandsgartnerier, og i de senere år er mekanisk ukrudtsbekæmpelse i roer blevet muligt. Der er også robotter, der kan luge salat under overvågning.

- Operatøren behøver ikke at sidde på maskinen, men kan gå bag den og kontrollere arbejdets kvalitet, indtil maskinen skal vendes i en ny retning manuelt, forklarer Rasmus Nyholm Jørgensen.

Sikkerheden skal styrkes

Hvis der ikke skal være en chauffør i førerhuset er det vigtigt, at sikkerheden er i orden. Det er ikke tilfældet med de eksisterende systemer, men det kan gøres muligt, hvis operatøren altid kan stoppe maskinen med en trådløs sikkerhedsbetjening. Forskere og virksomheder samarbejder om at udvikle robotter, der er sansende, så de kan genkende mennesker, dyr og forhindringer i marken.

Derudover er der forskningsprogrammer, hvor partnerne samarbejder om at udvikle prototyper af robotter til mere sikker mekanisk rensning af ukrudt ? robotter, som allerede skulle være klar til foråret 2015.

Rasmus Nyholm Jørgensen fortæller om nogle af de muligheder, som robotter i landbruget byder på nu og i fremtiden, i et indlæg på Plantekongres 2015 i Herning.