Mens pebernødder, brunkager og vaniljekranse nu er en del af hyggen rundt omkring i de danske hjem, så ser det bestemt ikke ud til, at de europæiske forbrugere kommer til at mangle svinekød til julemiddagen.

- Til trods for, at vi nærmer os en af de travleste uger op til jul, så er efterspørgslen fortsat afdæmpet i Europa. Det er specielt den midterste del af grisen, altså kammene og brystflæsket, der er under pres, fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Priserne på forender, bove og skinker er til gengæld ganske stabile, men fortsat på et ganske lavt niveau. Afsætningen til landene uden for Europa forløber pænt blandt andet til Japan, mens salget til det kinesiske marked er bremset noget op med sivende priser til følge.

- Når vi ser ud over Europa, så skinner det igennem, at der specielt i Tyskland er rigeligt med grise. Derfor faldt den tyske notering for anden uge i træk med næsten 30 øre, og det er altså ganske usædvanligt på den her tid af året, siger Søren Tinggaard.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin er hermed 9,80 kroner pr. kg og 5,40 kroner pr. kg for søer.