Mon et di er best, fræ jyder i west.

Budskabet var ikke til at tage fejl af, da Chr. C. Grene satte et slogan på siden af bilen med uoriginale reservedele til landbruget. Og måske havde vestjyden ret, for Grene voksede og voksede til den store aktør, virksomheden er i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Agromek fejrer virksomheden de 100 år med en jubilæumsstand, hvor de besøgende kan se billeder helt fra virksomhedens start og frem til nu. Gamle kataloger, billeder fra den første Agromek-deltagelse i 1992 og fra dengang der blev indført it i virksomheden er blevet fundet frem fra arkiverne.

- Agromek er noget ganske særligt for os denne gang. Dansk landbrug og Grene har gået hånd i hånd i snart 100 år, og vi tager under Agromek hul på fødselsdagen. I den forbindelse har vi været i arkiverne og fundet sjove billeder fra blandt andet Grenes første Agromek, anekdoter, gamle kataloger og meget mere fra en 100 år lang rejse, som de besøgende kan få et spændende indblik i.Vi har desuden i år slået egen rekord og medbringer ikke mindre end 30 stjernenyheder samt et hav af andre nyheder, som vores sælgere og produktspecialister glæder sig til at præsentere for de besøgende under messen - vi ser alle frem mod messen og kan love de besøgende en spændende og anderledes stand, udtaler Søren Høgenhof Larsen, salgs- og markedschef hos Grene Agro Danmark.