Det gik vildt for sig, da Nordjylland i slutningen af oktober blev ramt af massive regnskyld.

Hos Agri Nord Forsikringsmægling har man siden modtaget en række henvendelser fra landmænd, som vil vide, om de kan få erstatning for oversvømmelserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forsikringsmægler Steve Møller Madsen oplyser, at langt de fleste landmænd vil kunne få dækket deres skader, hvis eksempelvis vintersæden er ødelagt som følge af de kraftige regnskyl 24. og 25. oktober og de efterfølgende oversvømmelser.

- Stormrådet har kategoriseret det som en såkaldt 20 års hændelse, og derfor er der mulighed for at søge Stormrådet om erstatning. Det kræver først og fremmest, at man som landmand har brandforsikret sine bygninger og løsøre, hvilket langt de fleste har, fortæller han.

Kontakt forsikringsselskab

Landmanden skal melde skaden til sit forsikringsselskab.

I den forbindelse er det vigtigt at oplyse, at skaden er sket i forbindelse med regnskyllet.

Hvis forsikringsselskabet ikke dækker skaden, videresender de den til Stormrådet, som så kontakter landmanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil opfordre til, at man hurtigst muligt kontakter sit forsikringsselskab og ikke venter på yderligere udmeldinger fra Stormrådet. De har åbnet for muligheden for erstatning, men alle sager bliver vurderet individuelt, siger Steve Møller Madsen.

Steve Møller Madsen opfordrer landmændene til at tage kontakt til deres planteavlskonsulent, når en taksator skal opgøre skadens omfang.

- Den slags skadeopgørelser kan være vanskelige, og derfor synes jeg, man bør have sin planteavlskonsulent med, så man er sikker på at få den erstatning, man er berettiget til, lyder opfordringen.