Arveafkald kan være et nyttigt instrument i mange sammenhænge, og arveafkald kan i sammenhæng med testamentariske dispositioner være en glimrende måde at håndtere bl.a. generationsskifter og ligestilling mellem egne børn og papbørn.
Denne artikel fokuserer alene på den situation, at arveafkaldsgiveren på afkaldstidspunktet er insolvent, eller hvor insolvens står lige foran døren.
Bør indgås skriftligt
Ved et arveafkald forstås en aftale mellem en arving og arveladeren respektive arveladerens dødsbo om, at arven efter arveladeren til den afkaldsgivende arving skal bortfalde helt eller delvist.
Aftaler om arveafkald er ikke formbundne og i princippet kan sådanne aftaler også indgås mundtligt. Af bevismæssige årsager bør aftaler om arveafkald dog indgås skriftligt, hvilket er ensbetydende med, at aftaler om arveafkald - som enhver anden aftale - skal være underskrevet af såvel arveladeren som afkaldsgiveren (arvingen).
Af bevismæssige årsager kan det være hensigtsmæssigt, at arveafkaldet tillige vitterlighedspåtegnes. Hvis man vil være sikker på, at arveafkaldet kommer frem i forbindelse med arveladerens død, kan man vælge at underskrive arveafkaldet over for notaren.
Tvangsarv og friarv
Over tvangsarv kan arveladeren ikke disponere ved testamente. Tvangsarven udgør en fjerdeel af den arv, som efter arveloven tilfalder arvingen. Over friarven kan arveladeren frit disponere.
Disponerer arveladeren over friarven, er der ikke behov for, at afkaldsgiveren giver afkald på friarv. Afkald på tvangsarv vil i denne situation også bevirke, at afkaldsgiveren ikke arver efter arveladeren.
Arveafkald slår igennem
Giver afkaldsgiveren et blankt arveafkald, er det ensbetydende med, at arveafkaldet slår igennem også over for afkaldsgiverens børn, børnebørn og eventuelle oldebørn.
Arven, der uden arveafkald ville gå til arvingen respektive dennes livsarvinger, vil i denne situation blive fordelt efter arvelovens regler mellem arveladerens øvrige livsarvinger respektive fordelt for friarvens vedkommende på baggrund af arveladerens testamentariske disposition.
Ofte er det ikke hensigten, at afkaldsgiverens børn, børnebørn eller oldebørn ikke skal arve. Formålet er ofte, at netop afkaldsgiverens børn eller børnebørn skal arve, og at det i den forbindelse kan være en fordel i afgiftsmæssig henseende, at arveladerens barn giver arveafkald, således at der ved afgiftsberegningen springes et led over. Motivet til et personligt afkald til fordel for afkaldsgiverens barn/børn vil også kunne være, at afkaldsgiveren er insolvent, jf. nedenfor.
Insolvent afkaldsgiver
Når der ses bort fra de afgiftsmæssige konsekvenser, er det alene i relation til insolvente afkaldsgivere, at det har betydning, om afkald gives på forventet arv eller falden arv.
Man taler om afkald på forventet arv, når afkaldet er givet over for en arvelader, der på afkaldstidspunktet var i live. Tilsvarende taler man om afkald på forventet arv, når afkaldet gives over for en arvelader (forælder), der hensidder i uskiftet bo efter afdød ægtefælle.
Man taler om afkald på falden arv, når afkaldet gives efter at arveladeren er afgået ved døden. I denne situation kan arveafkaldet af gode grunde ikke underskrives af arveladeren, og et afkald på falden arv gives derfor over for bobestyreren, skifteretten eller arveladerens arvinger, afhængigt af hvorledes dødsboet efter arveladeren behandles.
Omstødelse
Sondringen mellem afkald på falden arv og afkald på forventet arv har i særlig grad betydning, hvis afkaldsgiveren på afkaldstidspunktet er eller bliver insolvent.
Efter konkurslovens § 65, stk. 1, kan et arveafkald omstødes, hvis skyldneren senere end 6 måneder før fristdagen har givet afkald på arv, som er tilfaldet ham. Det vil sige, at der er tale om falden arv.
Er arven udloddet, kan omstødelseskravet rettes mod den, der som følge af afkaldet har modtaget arv, eller hvis arvelod derved er blevet forøget.
Gennemførelse af omstødelseskrav forudsætter, at der afsiges konkursdekret over arveafkaldsgiveren. Efter arvelovens § 65, stk. 2, kan afkald, som er givet tidligere, men senere end to år før fristdagen, omstødes, medmindre det godtgøres, at skyldneren (afkaldsgiveren) hverken var eller ved afkaldet blev insolvent.
Arveafkald gives tilnærmelsesvis undtagelsesfrit i forhold til personer, der er eller var nærstående med afkaldsgiveren. Derfor er det den, der blev begunstiget ved arveafkaldet, der har bevisbyrden for, at skyldneren på afkaldstidspunktet hverken var eller blev insolvent. Dette bevis vil ofte være vanskeligt at føre. Derfor vil afkald på falden arv i situationer, hvor afkaldsgiveren er insolvent, som hovedregel blive omstødt.
Anderledes forholder det sig, når der er tale om afkald på ventende arv. Det skyldes, at arveladeren kunne have truffet en testamentarisk bestemmelse om båndlæggelse af arven. Det springende punkt er her, om tilsvarende gælder såfremt arveafkaldet er givet på et tidspunkt, hvor arveladerens død var umiddelbart forestående.
Uanset at det objektivt konstateres, at arveladeren afgår ved døden, umiddelbart efter at der er givet afkald på ventende arv, vil et sådant afkald som absolut hovedregel ikke kunne omstødes. Det hænger sammen med, at man som kreditor ved indgåelse af aftaler med tredjemand ikke kan forvente, at kravet skal honoreres helt eller delvist på baggrund af arv, der fremadrettet måtte tilgå medkontrahenten.
Gældssanering
Da arveafkaldsgivere ofte er eller vil blive insolvente, er det væsentligt at holde sig for øje, at afkald på arv kan være gældssaneringshindrende. Afkald på falden arv vil som absolut hovedregel være gældssaneringshindrende.
I forhold til forventet arv gælder som hovedregel tilsvarende. For at hovedreglen ikke skal gælde ved forventet arv forudsættes, at der kan gives en plausibel forklaring på, hvorfor der er givet afkald på forventet arv. Kan afkaldsgiveren ikke det, vil afkaldet på forventet arv også være gældssaneringshindrende. Det gælder i hvert fald, hvis det objektivt kan konstateres, at arveafkaldet gives i tilknytning til den situation, hvor afkaldsgiveren blev insolvent.
Er der derimod tale om afkald på forventet arv, der er givet for adskillige år siden på et tidspunkt, hvor arveladeren var "ved muffen", og hvor arveafkaldet blev givet evt. på baggrund af, at afkaldsgiveren modtog arveforskud, vil afkald på forventet arv ikke være gældssaneringshindrende.
Sagt på anden måde skal den arveafkaldsgiver, der søger gældssanering, kunne sandsynliggøre over for skifteretten, at afkaldet enten er afgivet før afkaldsgiveren blev insolvent, eller at afkaldet gives som kompensation for tidligere modtaget formuefordel, som på daværende tidspunkt kom kreditorerne til gode.
Pas på
Afgiv ikke arvekald, uden at konsekvenserne af afkaldet er grundigt overvejet.
