Når de 200 årselever på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg til efteråret skal i gang med at tage traktorkørekort, så bliver det i en ny Case IH traktor, der for nyligt blev leveret på godset, som skolen også kaldes.

Der er tale om en Case IH Farmall 105u leveret af traktor- og maskincenter Sørensen og Lynggaard og ifølge Lars Mogensen, souschef på Asmildkloster Landbrugsskole, er det kram:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har gennem den sidste tid haft en vækst med flere elever, der skal tage kørekort på skolen, og vi vil gerne kunne tilbyde nogle af de bedste maskiner på markedet, som svarer til den maskinpark, de unge møder ude hos landmændene. Derfor har vi lavet en fordelagtig aftale med Sørensen og Lynggaard, og vi er sikre på, den nye traktor vil være endnu et trækplaster for de unge elever, siger han.

Samarbejde

Skolen har længe samarbejdet med Sørensen og Lynggaard, som eleverne ofte besøger, for eksempel når der skal afholdes mejetærskerkursus.

Også hos Sørensen og Lynggaard er de rigtig glade for samarbejdet og for at kunne hjælpe den næste generation af landmænd og kvinder videre i deres uddannelsesforløb.

- Den nye Case IH Farmall kan vel sammenlignes med bilernes BMW. Den leverede traktor er en alsidig maskine. Den er let at manøvrere og betjene, og det er helt sikkert én af grundene til, at valget netop faldt på denne traktor. Eleverne vil hurtigt finde ud af, hvor stor en hjælp traktoren kan være på et krævende landbrug, siger Aksel Pedersen, som har stået for salget hos Sørensen og Lynggaard.

Traktoren skal nu i gang på skolens 13 hektar jord, som skal pløjes, harves og sås.