Politikerne går nogle gange for vidt i lovgivningsarbejdet.

Men helt slemt bliver det, når politiet derefter overimplementerer reglerne, så resultatet - måske utilsigtet - bliver en kamp mod ordenlige samfundsborgere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan har det desværre udviklet sig i nogle tilfælde. Man fristes til at mistænke politiet for at lede efter fortolkninger i love, som det derefter bliver muligt at slå ned på i stor stil hos intetanende, gode samfundsborgere. Det giver mange krydser i politiets statistik. Det kan bidrage til at give politikerne og ministeren et fordrejet billede af virkeligheden, så det ser ud til, at der virkelig er brug for mere kontrol. Og så skæpper den slags tal i politimesterens bonusløn.

Seneste eksempel er fra sommerens dyrskuer, hvor politiet i år har fundet en ny metode til at foretage mange kontroller på kort tid.

Det har kastet sig over traktorer og brede maskiner på vej til dyrskuer. Politiet var på pletten i både Roskilde og Odense. Politiledelsen har nemlig nærlæst loven og har derefter anlagt den strammest tænkelige fortolkning af lovens bogstav - i lodret strid med hidtidig praksis.

En traktor med et redskab må som bekendt gerne køre på vejen, når sættet er på vej i marken eller ud til en maskinstationskunde. Men pludselig har politiet besluttet sig for, at kørsel til et dyrskue ikke falder ind under denne bestemmelse. Det er et spørgsmål om fortolkning.

Her er fortolkningen strammet i forhold til hidtidig praksis. Det samme er desværre tidligere set med andre regler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksempelvis spørgsmålet om kompetencebevis til at transportere sine dyr. Her anlægger mange betjente en meget striks tolkning af begrebet "økonomisk virksomhed". En betjent gav for nylig en af mine bekendte en advarsel for at køre med fire høns og en kanin til et marked. Det er helt galt.

Det samme så vi med knivloven, hvor politiet hurtigt - til stor overraskelse for almindelige borgere - definerede, at enhver hobbykniv af plast var et våben, når det lå i lommen på en flaskedreng eller i bilen hos en turist. Den slags klapjagt på alle, der ellers gør sig umage for at overholde reglerne, er ganske enkelt uværdig og bør stoppes.