Importøren Rytter Maskiner i Randers meddeler, at den første Tebbe MS240 spreder netop er kommet til Danmark. Jens Hansen, Kni Maskinstation har som den første i Danmark investeret i denne type spreder hos JMC Askildrup.

Den tyske Tebbe MS240 har en nyudviklet undervogn med hydraulisk affjedring, løft af forreste aksel samt drejbar, efterløbende bagerste aksel, vel at mærke med fire lige store hjul i dimensionen 650/65 x R38. Den hjulmontering bevirker ifølge Rytter Maskiner, at sprederen er cirka 25 procent lettere at trække i forhold til andre boogie spredere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rumindholdet er på 20 kubikmeter med overkant sider som standard. Med høje sider og top på læsset, er rumindholdet cirka 28 kubikmeter.

MS240 er som alle Tebbe-spredere udstyret med Hardox bund, meget kraftige oprivervalser med 60 millimeter aksler og opriverspidser i coated Hardox. Sprederbordet er opbygget således, at alle vitale dele er udført i Hardox eller stærkere materialer. Åbningen på 1,9 meter modvirker ophobning for oprivervalserne.