1.300 dyr blev i uge 12 slagtet på det nye slagteri i Holsted, og i uge 13 stiger antallet. Det oplyser DC Beef i en pressemeddelelse:

- Vi bøvler naturligvis stadig lidt med at få det hele til at køre som i olie, men sådan er det altid at starte noget nyt op. Men tingene tager fart nu, og vi er positive, siger direktør i DC Beef, Lorenz Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det god arbejde betyder, at man den 21. marts kunne lukke slagteriet i Tønder. Det foregik på typisk DC Beef-facon med god mad og kolde øl.

Den 28. marts er turen så kommet til Holstebro og opskæringen i Skjern, der begge lukker.

Lukningen af Fårevang er udsat til fredag den 25. april, mens detailpak i Skjern fortsætter med at producere, men går langsomt ned i aktivitet i takt med, at tempoet sættes op i Holsted.

- Det er selvfølgelig vemodigt at lukke afdelinger ned, der har gjort et fantastisk arbejde i så mange år. Men nogen gange må man forandre for at bevare, og det er det, vi gør med Holsted. Heldigvis er der mange af vores gode kollegaer, der fortsætter i de nye rammer, siger Lorenz Hansen.

Når Holsted er helt oppe at køre er målet at slagte 4.500 dyr om ugen, og der skal hakkes 500 ton oksekød om ugen.