Bygholm Landbrugsskole har lavet lejeaftaler med to lokale maskinhandlere, der sammen med importørerne sikrer, at den nyeste traktorteknik er til stede på skolen.

- Det er vigtigt, vi hele tiden kan fortælle og demonstrere for eleverne, hvad der rører sig i branchen. Derfor har vi lavet disse aftaler, som vi forventer os meget af, fortæller skolens forstander, Kaj Højgaard, i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er de lokale maskinhandlere Maskinpartner, Vejle og Horsens Maskiner A/S, der sammen med importørerne af CASE IH og New Holland sørger for, at traktorerne i skolens maskinhal jævnligt bliver skiftet, så eleverne får lejlighed til at arbejde med fremtidens traktorer.

- Tidligere har vi altid selv købt vores traktorer, hvor de så får nogle år på bagen, inden de skiftes. Nu kan vi optimere undervisningen til glæde for både eleverne og deres kommende arbejdsgivere, fortsætter Kaj Højgaard.

Udstillingsvindue

De nye traktorer er taget i brug, og dermed har skolen mulighed for bl.a. at demonstrere brugen af GPS i arbejdet i markerne.

- For os er det et godt udstillingsvindue, hvor vi kommer ud til et bredt publikum, lyder det fra Lars Jensen fra Maskinpartner, Vejle.

- Aftalen med Bygholm Landbrugsskole er et pilotprojekt for os, men flere aftaler kommer til, og det glæder vi os over, er meldingen fra New Holland-importør Finn Laursen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samme holdning kommer fra Rasmus Buhl, der er distriktschef i Jylland for CASE/IH:

- Vi vil gerne vise vores produkter frem og i dialog med eleverne om fordele og ulemper, fortæller Rasmus Buhl.