Den hårde konkurrence om jord i det sydlige Danmark var på programmet, da formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster, holdt møde med fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Statsstøtte i Tyskland betyder, at det blandt andet i Sønderjylland er blevet mere fordelagtigt at producere majs til biogasanlæg i nabolandet end fødevarer, og priserne på jord er blevet presset op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har gjort det svært at være landmand og flere overvejer nu at skifte til konventionel produktion.

Per Kølster mødte op til mødet med flere konkrete bud på, hvordan problemet kunne gribes an. Han siger til Maskinbladet.dk:

- Det handler om, at man kan gå ind og lave nogle indgreb i forhold til, hvordan man kan sammensætte sædskifter. Om man kan finde ud af at lave særlige tilskud, som fremmer kløvergræsdyrkningen, og om man kan stille krav om at de råvarer, som bruges i biogasanlæggene, er af mere forskelligartet oprindelse, så det vil fremme, at man også kan bruge andre råvarer.

Lukker i 2030

Per Kølster beskriver stemningen på mødet som god og fortæller, at ministeren var lydhør:

- Som han siger, så er det en sag, som er væsentlig, og som man ikke kan sidde overhørig, og han vil selvfølgelig tage det op med sin tyske kollega. Men som han siger, så svarer det næsten til at spørge dem, om de vil nedlægge atomkraften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er regeringens mål, at der inden 2020 skal være sket en fordobling i størrelsen af de økologiske arealer.

Et lille lyspunkt er der dog: Tyskland lukker for biomajs-ordningen i 2030.

Økologisk Landsforening har netop udarbejdet en aktionsplan på tværs af de økologiske mejerier. Her er der udover fokus på adgangen til jord også fokus på detailhandlen, som beskyldes for at bruge mælk som slagvare. Noget der skaber unfair konkurrence mellem økologiske og konventionelle mælkeproducenter.