Omkring 8000 af landets helt små landbrug må fra 2015 klare sig uden landbrugsstøtte. Det fremgår af en plan fra regeringen om, hvordan EU's landbrugsreform udmøntes her i landet, skriver Jyllands-Posten.

Et led er nemlig, at grænsen for, hvor meget landbrugsjord som udløser direkte støtte, ændres. Kravet hæves fra to hektar til fem. Det betyder, at omkring 8000 af de 44.200, som i fjor fik landbrugsstøtte, slettes fra modtagerlisten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skuffer formand Lone Andersen i Familielandbruget under Landbrug og Fødevarer.

- Det trækker den gale vej i en tid, hvor det i forvejen er svært at skabe vækst i landdistrikterne, siger hun.

- Selvom det er små- og hobbylandbrug, har de alligevel stor betydning for fødevareproduktionen og livet på landet. Det samme gælder den danske naturpleje. Kursen er forkert, mener Lone Andersen.

Heller ikke formand Martin Merrild, Landbrug og Fødevarer, er glad for beslutningen om, at hektargrænsen hæves. Han mener, at det vil koste de små bedrifter dyrt.