Årets første frostvejrsdag er også første skoledag for 159 nye grundforløbselever på Jordbrugets UddannelsesCenter (JU) Århus. De mange nye elever tager i dag, mandag 13. januar hul på deres uddannelser til anlægsgartner, landmand, skov- og naturtekniker eller noget helt fjerde, og samlet set er vinteroptaget på skolens grønne erhvervsuddannelser på samme høje niveau som de seneste år.

- Jeg er rigtig glad for, at der fortsat er stor interesse for vores grønne uddannelser blandt de unge. Nu skal vi i gang med arbejdet, så vi kan give vores elever de bedste forudsætninger for at få en praktikplads - og i sidste ende det job, de går og drømmer om, siger direktør for JU Århus, Claus Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grundforløbet dyr, planter og natur er den fælles indgang til alle de grønne uddannelser, og forløbet varer typisk mellem 20 og 40 uger. På JU Århus er der holdstart to gange om året, og det betyder, at der i perioder, som her i januar, er rigtig mange mennesker på skolen.

- Den flugt fra erhvervsskolerne, der er så meget tale om, er heldigvis ikke noget, vi kan genkende her på stedet. Faktisk har vi aldrig været flere, end vi er lige netop i dag. Når man tæller det hele med, er over 600 mennesker i gang med en uddannelse eller et kursus på en af vores fire afdelinger - så der bliver trængsel på gangene her de første par dage, siger Claus Christensen.

Jordbrugets UddannelsesCenter Århus har afdelinger i Beder, Malling, Mårslet og Vejlby.