Diverse forbedringer, som gør selve SyreN fronttanken mere brugervenlig og mere "venlig" at have med at gøre. Men også et helt nyt internetbaseret program, som på enkel vis kan fortælle brugeren - både maskinstationen og landmanden - hvad man kan forvente af merudbytte ud fra forskellige betingelser.

Det er i korthed, hvad virksomheden BioCover i Vejen bringer med af nyheder til den snarlige Agritechnica landbrugsmesse i Hannover. Nyhederne blev i dag præsenteret for pressen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange af nyhederne gælder mindre opdateringer og detaljeændringer. Eksempelvis er lygter og blinklys nu som standard monteret på SyreN fronttanken. Hele "teknik-skabet" på enheden er flyttet hen foran, så det ikke snavses til af traktorens forhjul. Knappen til nødstop er flyttet. Der er nu dobbelt vandtank. Og vandhanen er flyttet længere opad, så man ikke skal bukke sig så meget. Endelig et nyt lay-out på pumpen, hvilket var et kundeønske. Alt sammen mindre opdateringer.

Men der er også en regulær og væsentlig verdensnyhed på plakaten. Morten Toft, der er grundlægger af BioCover og opfinder af SyreN princippet - hvor man tilsætter svovlsyre til gyllen og opnår en stor miljøgevinst og stor udbyttegevinst - har en søn, agronom-uddannede Christian Toft Sørensen, som har udviklet et internetbaseret værktøj til SyreN-systemets brugere - oven i købet et gratis system, som er tilgængeligt for alle.

Gennemsigtighed

Det særlige ved programmet er, at det kan give ret præcise estimater. Forstået på den måde, at SyreN-brugeren kan indtaste en hel sværm af værdier og parametre, såsom antallet af hektar, afgrøde, gylletype, antal overkørsler og meget andet. Programmet kvitterer til slut med et komplet regnskab og giver altså svaret på, om det kan betale sig at gøre sådan og sådan. Det udfyldte program kan man passende give til sin maskinstation, som derefter kan udføre arbejdet som skitseret. Finten er også, at man - når arbejdet er udført - står med en fiks og færdig dokumentation af det udførte arbejde overfor myndighederne.

- Det her er en helt afgørende gennemsigtig-gørelse af, hvad der sker derude, siger en synligt stolt Morten Toft.

På Agritechnica har BioCover ikke egen stand, men vil være at finde hos Kotte, der producerer Garant gyllevogne samt hos den tyske organisation DLG.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har oplevet stor interesse fra udlandet, men nu vil vi bygge det hele op i Danmark først. Vi er dog allerede til stede i Tyskland. Næste skridt bliver Holland og Finland, siger Morten Toft, der regner med at komme hjem fra Agritechnica med nye kontakter.

Det første SyreN system kom ud at køre i Danmark i 2009. Nu er der 86 anlæg kørende - næsten alle hos maskinstationer.