- Vi er mange landmænd, der gør os rigtigt meget umage med hensyn til miljø og dyrevelfærd. Derfor er jeg ked af de politiske udsagn, vi hører - de er meget langt væk fra vores værdigrundlag og tankegang.

Sådan lød landbrugets korte, men klare budskab til de 10 spidskandidater til kommunalvalget, der forleden deltog i Landboforeningen Odder-Skanderborgs vælgermøde på Gyllingnæs Gods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordene kom fra en af de deltagende landmænd, Hans Jakob Fenger, der sagde, at mange landmænd sætter meget på spil for at skabe vækst og arbejdspladser. Han efterlyste større politisk forståelse for erhvervet.

Forud for selve vælgermødet var der besøg i kvægstalden på Gyllingnæs og orientering om landbruget for kandidaterne, der her hørte om mælkeproduktionen og landbruget i øvrigt samt den overordnede drift af hele godset. Godt 100 deltog i det efterfølgende vælgermøde.