Netop nu kan det være en rigtig god idé at gå en runde omkring traktoren og kaste et kritisk blik på markeringslygter og reflekser. For selv om kalenderen skriver efterår, er der stadig travlt på marken og gang i landbrugsmaskinerne. Men fordi det er blevet mørkere, er de store maskiner sværere at se for de øvrige trafikanter. Og det øger risikoen for ulykker.

- Derfor er det utrolig vigtigt, at maskinerne kan ses på lang afstand, så bilisterne kan reagere i tide. Og det er ekstra vigtigt, hvis de store plove og brede såmaskiner er spændt på, siger agronom i Topdanmark Svend-Anker Worm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er imidlertid ikke nok, kun at sørge for, at reflekser og lygter sidder på maskinerne. Det er også vigtigt at sikre, at de er synlige fra alle vinkler.

Renlighed

- Det nytter ikke noget, hvis reflekserne er møgbeskidte, eller lasten skygger for lygterne. Det er vigtigt, at landmanden tørrer jorden af med ærmet eller en kost og tjekker, at lygterne også kan ses bagfra, inden han eller hun begiver sig ud i trafikken. Det er en god idé at gøre det til en fast procedure, siger Svend-Anker Worm.

Af og til parkerer landmanden maskinerne på marken langs vejkanten natten over. Og selv om de øvrige trafikanter ikke har noget at gøre uden for vejbanen, skal maskinerne alligevel kunne ses på afstand.

- Maskiner, der holder stille, kan overraske forbipasserende i farten. Især hvis det er mørkt. Og så kan det gå galt. Som minimum skal den obligatoriske advarselstrekant sidde på, men det er en god ide også at have blinklys og reflekser på, så man nemt kan se størrelsen, siger Svend-Anker Worm, som også råder de øvrige trafikanter til at være opmærksomme på de store maskiner.