I 1999 introducerede Michelin et traktordæk med en diameter på 2,05 meter. Og fire år efter introducerede virksomheden Ultraflex-teknologien, som gav en hidtil uset fleksibilitet af dækkets sider og øget bæreevne ved et lavt dæktryk. Siden er det gået slag i slag med større og større dæk, og Michelin har netop haft snigpremiere på et nyt kæmpedæk, som får debut på Agritechnica 2013.
Dækket hedder AxioBib IF900/65R46 og måler 2,32 meter i højden samt 900 millimeter i bredden. Dækket må bære 10,6 ton og er godkendt til en hastighed på 65 kilometer i timen. De nye bagdæk bliver introduceret sammen med nye fordæk, som får en diameter på 1,80 meter.
Michelin viste for første gang et 2,32 meter højt dæk på forårets Sima messe i Paris. Dengang var dækket kun 850 millimeter bredt og monteret på en 38 tommer fælg. Grunden til at Michelin går op i en 46 tommer fælg, er for at få en større kontaktflade imellem dæk og fælg. Det minimerer risikoen for, at dækket skrider på fælgen, når den store effekt skal overføres.
Til plus 400 hk
Jean-Paul Gauthier, direktør for Michelins udvikling af landbrugsdæk, forklarer, at det nye dæk er udviklet for at imødekomme de krav, som de stadig større landbrugsmaskiner stiller.
- I udviklingen har vi haft et tæt samarbejde med Deutz-Fahr, New Holland og Krone. På Agritechnica viser de alle det nye dæk på udvalgte maskiner, og dækket udstilles selvfølgelig også på Michelins stand, siger Jean-Paul Gauthier.
Hos New Holland udstilles dækket på en knækstyret T-9.
- Grunden til at vi er gået ind i udviklingen af det nye dæk er, at der til stadighed skal arbejdes hurtigere og mere effektivt for at kunne producere de fødevarer, som befolkningen efterspørger. Samtidig kræver en række lande, at transportbredden på landbrugsmaskiner minimeres til under tre meter. Det gør det umuligt at øge bredden på traktorerne, og derfor er det nødvendigt med højere dæk, som har en længere trædeflade, siger Niel Payne, marketingchef for New Holland stortraktorer,
Han forudser, at der hurtigt vil komme flere traktorer, der som han udtrykker det: "Er konstrueret til at passe omkring det nye dæk".
Passer til ny traktorserie
For Deutz-Fahr passer det nye dæk som fod i hose til den nye 11-serie, som introduceres på Agritechnica 2013.
- 11-serien kommer til at omfatte traktorer med op til 440 hestekræfter og for at udnytte den effekt, kræves der brede og tunge redskaber. Vi er derfor specielt opmærksomme på det nye dæks høje bæreevne i kombination med et lavt tryk. Deutz-Fahr 11-serien kommer med et nyt uafhængigt forhjulsophæng, og vi er derfor glade for, at dækket er godkendt til 65 km/t, siger Alessandro Plebani, udviklingschef for stortraktorer hos Same & Deutz-Fahr.
Med den store diameter, forventer han også, at det nye dæk vil være en konkurrent til traktorer med bælter.
Finsnitter løftes op
Ved introduktionen af det nye Michelin dæk deltog også Henrich Wingels, marketingschef hos Krone, og han var der ikke for at fortælle, at der var en Krone stortraktor på vej.
- Hos Krone producerer vi ikke traktorer, men store og tunge finsnittere, der skal kunne færdes på markerne i det sene efterår. Derfor ser vi med interesse på det nye Michelin-dæk, som kombinerer stor bæreevne med en beskeden transportbredde. Vi starter forsigtigt med at tilbyde dækkene på Krone BigX480 og BigX580. Det er de mindste snittere i sortimentet fra Krone, som producerer finsnittere med over 1.000 hestekræfter, forklarer Henrich Wingels.