Direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, ærgrer sig over, at Landbrug & Fødevarer har afvist at samarbejde om et fælles miljøudspil fra landbruget.

- Formandskabet i Landbrug & Fødevarer skal vænne sig til de nye tider med to stærke foreninger i dansk landbrug, men vi skal kunne stå sammen, når der skal kæmpes for en fælles sag. At Bæredygtigt Landbrug er opstået og har opnået den styrke, vi har i dag, er ikke til ulempe for landbruget. Det er til landbrugets fordel. Med et stort politisk pres fra to parter styrkes landbrugets muligheder for at opnå stor politisk indflydelse, lyder det fra Vagn Lundsteen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han kalder det dumt af Landbrug & Fødevarer at afvise samarbejdet.

- Når formandskabet i Landbrug & Fødevarer afviser at lave et samarbejde om en samlet model for en ny regulering, er det ikke kun egoistisk - det er også dumt. For netop omkring den nye miljøregulering er det vigtigere end på noget andet tidspunkt, siden Bæredygtigt Landbrug meldte sig på banen i 2010, at landbruget præsenterer et samlet udspil. L&F bør se det som en fordel, at der nu er to stærke foreninger, og ikke som et problem, mener BL-direktøren.

Aftale på forhånd?

Vagn Lundsteen mistænker L&F for allerede at have lavet en aftale med regeringen.

- Er årsagen til at L&F ikke ønsker at samarbejde med BL, at der allerede er lavet en rammeløsning med regeringen? Det ville ikke være første gang, hvis det viser sig at være tilfældet. Den begrundede mistanke beror på, at de udmeldinger, der kommer fra ministrene og formandskabet i L&F er bekymrende sammenfaldende, siger Vagn Lundsteen.

Det er endnu ikke lykkedes maskinbladet.dk at få et svar på kritikken fra Landbrug & Fødevarer.