For otte år siden reducerede Frijsenborg og Wedellsborg godser mejetærskerflåden til kun tre maskiner med 30 fods skærebord. Tanken var, at der kun skulle være en enkelt mejetærsker på hvert gods, og at den tredje maskine var en delemaskine, som skulle køre, hvor behovet var størst. Det viste sig imidlertid, at kapaciteten var i underkanten, og derfor blev der i 2008 investeret i en ekstra mejetærsker.

Før høstsæsonen 2013 blev de fire mejetærskere udskiftet med fire nye Case IH Axial-Flow 9230 mejetærskere. I princippet blev der indkøbt to maskiner til Wedellsborg på Fyn og to maskiner til Frijsenborg i Østjylland, men som høsten er gået, har der i perioder kørt fire mejetærskere på Fyn, og i de sidste høstdage i slutningen af august kunne samtlige maskiner ses på markerne omkring Frijsenborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det tager kun fem timer på landevejen at flytte maskinerne mellem de to godser, og derfor startede vi i slutningen af juli med samtlige maskiner i frøgræsset på Wedellsborg og sluttede af med tre høstdage i slutningen af august, hvor vi kørte med de fire mejetærskere her på Frijsenborg, forklarer Christian Ejby, forvalter på Frijsenborg.

De tidligere mejetærskere var monteret med 1.050 millimeter brede fordæk, og det gav selvsagt visse udfordringer, når maskinerne kørte på landevejen. De nye mejetærskere er monteret med Michelin Cerexbib i dimensionen 900/60 R38 foran og 620/70 R26 bagpå. På grund af højden og et lufttryk på kun 1,4 bar har det 900 millimeter brede dæk stort set samme bæreflade som det noget bredere 1.050 dæk. Men når der køres på landevejen, er det af stor betydning, at mejetærskerens totalbredde er 30 centimeter mindre.

Høster ikke om natten    

I hvede leverer hver maskine 75-76 tons i timen, og når der er fire af dem, skal logistikken være toptrimmet for at håndtere kornet fra maskinerne.

- I de sidste høstdage, hvor vi kørte med fire mejetærskere på Frijsenborg, havde vi gang i to sneglevogne, en lastbil og tre traktorer med kornvogne. Vi har ikke bemanding til at køre i toholds-drift på så mange maskiner, og på normale dage holder vi derfor fyraften, så vi kan være i seng til midnat. Til gengæld er mejetærskerne klargjorte senest klokken ni om morgenen. Ikke fordi vi normalt starter høsten på det tidspunkt, men er vejret til det, så er vi klar, siger Christian Ejby.

Han roser i øvrigt de nye mejetærskere for at være hurtige at servicere og for at have været driftssikre. Eneste generelle problem har været remmene til snitteren, som led overlast, da der blev høstet strandsvingel, og det gav efterfølgende lidt problemer. De blev dog hurtigt løst, og forvalteren roser opbakningen fra leverandøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Autostyring giver muligheder

De fire maskiner er leveret med RTK autostyring, og ifølge forvalteren er det nærmest et uundværligt udstyr på de store mejetærskere.

- Med autostyring kan føreren koncentrere sig om at få materialet jævnt ind i maskinen, og om at optimere maskinen. Systemet sikrer ligeledes, at vi kan køre i agre, så logistikken med at tanke korn af kan gå op, uden at vi mister kapacitet på at skulle høste halve skår, forklarer Christian Ejby.