Efter en tur til stemmeurnerne har Familielandbruget under Landbrug & Fødevarer netop fået en ny formand. Valget faldt på Lone Andersen, da de delegerede fyldte stemmeurnerne ved Familielandbrugets årsmøde i Vingsted ved Vejle.

Familielandbruget er en central sektor i dansk landbrug. Således tæller foreningen i dag 4.500 medlemmer, primært mindre landbrug. Det er første gang i Familielandbrugets mere end 100 år lange levetid, at en kvinde indtager formandsstolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal sørge for at blive ved med at tale de små og mellemstore landmænds sag politisk. Lovgivningen i Danmark tromler derudaf, og ofte bliver de små landbrug glemt i farten. Det er vigtigt at huske på, at de små landbrug giver vækst, beskæftigelse og liv i landdistrikterne, og at vores bidrag til samfundet er betragteligt, siger den nyvalgte formand Lone Andersen.

Lone Andersen er 49 år gammel og bor til daglig i Lyne mellem Varde og Skjern. Hun er formand i Familielandbruget Vestjylland og byrådsmedlem for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune. Med den nye formandspost følger også en post som næstformand i erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer.

God oplevelse

Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild ser frem til et tæt og frugtbart samarbejde:

- Det har været en rigtig god oplevelse at overvære formandsvalget i Familielandbruget i dag. Det var fire kvalificerede kandidater, der stillede op til formandsposten. Jeg synes, valget af Lone Andersen sender et rigtig stærkt signal om den bredde og mangfoldighed, der er i Landbrug & Fødevarer. Samtidig er det vemodigt, at det mangeårige samarbejde med Ib Jensen hermed slutter. Ib har altid været Familielandbrugets mand, men han har evnet at finde fælles holdninger, når det gjaldt, siger formand i Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

Det hele menneske

Familielandbrugets formål er at varetage den enkelte landmands erhvervspolitiske interesser, samt at værne om landmænds muligheder for at kunne drive landbrug ved at sikre de bedst mulige rammevilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er helt essentielt, at det fortsat kan betale sig at bygge et landbrug op fra bunden. Derfor er noget af det allervigtigste, at vi bevarer Landbrugsloven. Og så skal vi huske det hele menneske ude på landbrugene. Som landmand har man hele sit hjem og familie med, når man går på arbejde. Vi bor, hvor vi arbejder. Det er blandt andet det, der gør vores erhverv helt unikt, siger Lone Andersen.

Som sin næstformand får hun Henrik Berthelsen, der er formand for Landbrugsrådgivning Syd. Begge sidder de i forvejen i Primærbestyrelsen i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Familielandbruget ledes af en sektionsbestyrelse på 19 medlemmer. Bestyrelsen er sammensat af formændene fra de 13 regionale familielandbrugs- og fællesforeninger over hele Danmark. Dertil kommer formændene fra de af Familielandbruget syv nedsatte repræsentantskaber, henholdsvis repræsentantskaberne for planteavl, svin, kvæg, økologi, deltid, familie og have.