Ida Aukens forslag om at begrænse klageadgangen for den kommende generation af vandplaner møder hård kritik fra Vestre og Konservatives miljøordførere.

I et nyt lovforslag, der i en pressemeddelelse fra ministeriet omtales med titlen "Nyt lovforslag: Mere nærdemokrati ind i vandplanerne", er det tanken, at borgere og erhvervsliv fortsat skal kunne klage over konkrete afgørelser. "Men der vil ikke længere kunne klages over vandplanernes tilblivelse eller politisk vedtagne mål", hedder det i pressemeddelelsen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det bekymrer Venstres miljøordfører, Henrik Høegh.

- Det, synes vi selvfølgelig ikke, er nogen god ide. Med den historik, der har været omkring det her, er det uforståeligt, at hun prøver det en gang mere. Så vi er modstandere af det, lyder det fra ordføreren, der frygter mere magt til embedsmænd og minister.

- Vi er positive over for opstarten - vi må jo konstatere, at første vandplan kunne have været gjort smartere. Og det med at man - i stedet for alle de indledende processer - starter i kommunerne i nogle vandråd, hvor lodsejere og interesseorganisationer er repræsenteret, synes vi, er en god idé. Men vi er betænkelige over, at når hun skal gennemføre det, så bliver det hele gennemført på bekendtgørelsesniveau. Og det er al magt til embedsmændene og ministeren, siger Henrik Høegh i en pressemeddelelse fra Bæredygtigt Landbrug.

K kan ikke bakke op

- Jeg vil være ekstrem kritisk. Når man lige læser lovforslaget, så lyder overskriften jo rigtig fin; "at nu skal vi være mere decentrale, og vi skal ikke styre indefra". Men selvfølgelig er klageadgang altid vigtig. Man skal som borger altid have mulighed for at kunne klage. Og hvis det her ødelægger muligheden for at kunne blive hørt og for at kunne klage, jamen, så er det jo ikke noget, jeg kan bakke op om, siger hun i pressemeddelelsen. 

Auken har forsøgt det før

Det er ikke første gang, at Ida Auken har forsøgt at begrænse klageadgangen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

I februar 2012 satte Ida Auken et lovforslag, der netop skulle begrænse offentlighedens mulighed for klagegang i høring. Her foreslog miljøministeren at fratage Natur- og Miljøklagenævnet sine sanktionsmuligheder og dermed at sikre, nævnet ikke kunne underkende de statslige vandplaner. I stedet skulle det være op til ministeren selv, om hun ønskede at rette sig efter nævnets afgørelser.

Efter voldsom kritik trak Ida Auken dengang forslaget tilbage.

Både Henrik Høegh og Vivi Kier har bekræftet deres udtalelser over for Maskinbladet.