Maskinbladet, Frankrig

Udvendigt er der ikke de store forandringer at se på New Hollands nye generation af CX-mejetærskere, selvom der med blåt er kommet tilnavnet Elevation på siden af mejetærskeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er under de store gule plader, at de store opdateringer på rystemejetærskeren skal findes.

Dog er navnet på den nye generation ændret en smule, således at de to tidligere fem-rysteres-modeller i CX 8000-serien nu er kommet til at hedde henholdsvis CX 7080 og CX 7090. Maskinerne med seks rystere strækker sig over tre modeller: CX 8070, CX 8080 samt CX 8090.

Der er SCR-teknologi på alle FPT-motorer som også alle er Cursor 9 på nær CX 8090, der gemmer på en Cursor 10-motor i motorrummet. Effekten i modelserien strækker sig fra 299 til 449 hestekræfter.

Variable rysteomdrejninger

Noget helt nyt på CX Elevation-mejetærskerne er OptiSpeed, som New Holland kalder sin nye halmryster. Det er nu blevet muligt at ændre på hastigheden på halmrysterne, som ikke længere følger motoromdrejningerne. I praksis vælger chaufføren mellem fire afgrøder: Hvede, majs, rapsfrø eller ris, og mejetærskeren finder herefter selv omdrejningerne på halmrysterne.

Når mejetærskeren kører ned ad bakke, stiger omdrejningerne automatisk på halmrysterne for at sikre, at der er flow i materialet, og omvendt tager maskinen automatisk omdrejningerne af på halmrysterne, når maskinen kører op ad bakke, så materialet ikke passerer så hurtigt hen over rysterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dette giver en kapacitetsforøgelse på 10 procent ifølge New Holland.

Yderligere er CX-mejetærskerne som standard udstyret med OptiFan, som er kendt fra både New Holland CR-rotormejetærskerne samt de nye mindre TC-rystemejetærskere.

Her indstiller chaufføren luftmængden på fladt terræn, og mejetærskeren regulerer automatisk mængden af luft, når mejetærskeren enten kører op eller ned ad bakke. Mejetærskeren øger luftmængden, når der køres ned ad bakke, så soldene ikke bliver overbelastede med materiale. Omvendt sørger systemet selv for at aftage luftmængden, når maskinen kører op ad bakke, så alt materiale ikke blæses ud over soldene. En lille gul boks under kabinens højre side fortæller mejetærskerens computer, hvor stor stigning eller fald, der er på terrænet.

OptiFan skulle gøre rensningen 20 procent mere effektiv ifølge New Holland.

Større skæreborde

Sluget er blevet kraftigere på de største modeller, og derfor kan der nu monteres et 35 fods skærebord på CX 8080 og CX 8090. Tankkapaciteten er også forøget til 11.500 liter på de to største mejetærskere i serien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aflæsningen er også blevet 14 procent hurtigere, da tømmehastigheden nu er på 125 liter i sekundet, og derfor vil de 11.500 liter på de to største modeller kunne blive tømt på knap 90 sekunder.